Egenbetaling af anbringelsen: kronik skrevet af Helga Nielsen, tidligere anbragt og bestyrelsesmedlem i vores bestyrelse.

Helga fortæller om sit møde med loven om egenbegtaling af hendes anbringelse, efter hun havde søgt og fået et job, mens hun var anbragt:

“Jobbet udviklede mig meget. Den store kundekontakt hjalp mig bl.a. til at slippe meget af min sociale angst, der holdt mig tilbage fra at skabe sociale relationer uden for døgninstitutionen, og jeg forbedrede basale evner såsom situationsfornemmelse og smalltalk.
 
Men vigtigst af alt gav jobbet mig en følelse af at være normal og af at passe ind.
 
Glæden varede kort, for snart blandede kommunen sig igen i mit liv. Som anbragt ung har man nemlig ifølge loven kun ret til at beholde en del af sin løn, svarende til det beløb, man lovbestemt skal have i lomme- og tøjpenge. Resten af lønnen, uanset størrelse, skal afleveres til kommunen som egenbetaling for ens institutionsophold.
 
Jeg kæmpede for at være normal, men jeg blev trukket tilbage af systemet. Girokortene fra kommunen var som en konstant påmindelse om, at jeg var placeret, at jeg var en udgift, og jeg følte ikke, at der var nogen, der reelt havde lyst til at hjælpe mig. Jeg fik i stedet en følelse af at være til besvær.
 

Vi har de sidste mange år hørt politikerne prædike om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Man har lavet reform på reform for netop at gøre det attraktivt. Hvis blot der er en økonomisk gevinst ved at arbejde, vil folk gøre det, lyder logikken. Loven om egenbetaling har den helt modsatte effekt. Jeg havde ikke længere incitament til at arbejde.”

Kronikken:
https://www.information.dk/debat/2017/07/betale-arbejde-ogsaa-anbragte-unge?utm_source=follow&utm_medium=email&utm_campaign=serie