Baggrund og proces

Fra anbringelsesklokke til netværksforening

Projektet udspringer af erfaringer med området og et stort behov for nytænkning. I det følgende beskrives projektets baggrund og forudsætninger samt det research og udviklingsarbejde, der ligger til grund for projektet samt de mange aktører, der har været i berøring med projektet og bidraget til dets ideudvikling og designproces. Formålet med en kort introduktion hertil er at beskrive, hvordan ideen udsprang af indsigt og erfaringer fra anbringelsesområdet, der betød, at det var nødvendigt at trække sig helt fra området, og række ud til flere helt andre aktører udenfor området efter nye ideer, ressourcer, teori og metode.

Ide – fra personlig og faglig erfaring til udvikling og kvalificering af alternativ vision

Ideen med at skabe en ny organisation for og med børn og unge rækker tilbage til 2010-2011. Den kommer af flere forskellige erfaringer, som jeg, Gitte Kirkeby, har haft i kraft af arbejdet som ny leder i netværksorganisationen, Børn & Familier (tidligere Familieplejen Danmark). I perioden 2008-2011 indgik jeg med min organisation som part og aktør i den nationale udvikling og forandring af området og fik indsigt i, hvordan området er organiseret, og hvordan områdets aktører agerer og forstår forholdene.

I store træk har erfaringer med to forhold været afgørende væsentlige for ideen og dette projekts fødsel af en ny organisation; de planlagte projektaktiviteter og visionen om netværkssamarbejde med mange andre aktører, herunder erhvervslivet:

  1. Erfaring med anbringelsesområdet som et aktivt men stivnet område. Det vil ’det gode’, men ikke kan og ikke gør det godt nok: Det er forholdsvis lukket område med samme aktører over årtier; med et socialsystem, lovgivning og etablerede faglige aktører, som alt i alt påvirker og præger hvilken ”institutionelle praksis og kultur”, som børnene og de unge oplever.  Området og dets aktører agerer indenfor denne forståelsesramme og på det givne præmis, der bl.a. omfatter lovgivning, regler, arbejds- og økonomistyring mv.

Alle disse forhold betyder, at det kan være vanskeligt at udmønte det socialfaglige og pædagogiske arbejde tilstrækkelig personrelateret: Og have tid og få øje på de børn og unge, det handler om, dvs. at skabe relation og tilknytning og gøre det i stabile, kontinuerlige forløb, og dertil at have sjælen med sig i at arbejde udviklingsorienteret. Den afgørende ”human kapital”, omsorg og nærvær, som denne målgruppe har så stærkt brug for, giver den sociale systemverden – paradoksalt nok – meget begrænsede muligheder for, med det resultat at ”operationen for patienten” sjældent lykkes godt. Anbringelsesområdets parter gør dog samtidigt, hvad de kan, og skal agere med og i kraft af selvsamme system. Det betyder at mange fagfolk er ’på overarbejde’ for at få det til at fungere.

I forbindelse med Barnet Reform blev mange parter inddraget og flere oplevede det som om der skete en nyudvikling. Til disse høringer og forhandlinger deltog så godt som ingen børn og unge selv, men udelukkende fagfolk og professionelle interessevaretagere. Set i bakspejlet var der muligvis en nyudvikling mht. nogle, også tiltrængte ting, fx at barnets tarv skal tages mere alvorligt, men i den store sammenhæng, blev der justeret og lappet lovgivningsmæssigt på et ikke velfungerende system. Med strukturreformen fik kommunerne flere opgaver og mere ansvar, men ikke tilstrækkelig kompetencer og ressourcer. Området er i en årrække reguleret af ministeriet, dvs. oppefra, og praksis er blevet stærkt reguleret. Måden, børnene og de unge oplever dette på er et system, hvor der ikke er plads til dem som sårbare mennesker, der har brug for kontakt og omsorg.

  1. Disse forhold betyder, at børnene og de unge har brug for alternative livliner og netværk, og en aktør der er suverænt og entydigt er deres egen. Og det betyder at hvis socialsystemet skal ændres og udvikles, er det nødvendigt at lytte og lære til dem som eksperter på området. I Danmark har vi blot ingen stærkt og etableret tradition for at inddrage og samarbejde med disse børn og unge, hvis trivsel og udvikling, der er hovedformålet med anbringelser.

Som del af en anbringelse, kan de blive fastholdt og ’fanget’ således forstået, at det er meget vanskeligt for dem at få alternativ kontakt og hjælp, at tale deres sag og andet. Modsat andre børn og unge har de ikke mulighed for at deltage i aktivitet, og træne det selv at gøre og mene noget, for de er omgivet af voksne – fagfolk, ansatte, professionelle og frivillig – som har mening, erfaring og holdning og ’ved bedst’.

Det betyder, at hvis man, som os i vores organisation, Børn & Familier, ønskede at lave en film om og med plejebørn eller at afholde en plejebørnskonference med og om dem, var det meget vanskeligt og krævende at få fat på disse børn, selvom det faktisk er ”det daglige menneskelige guld”, man arbejder med. Forskere, kunstnere, journalister og andre oplever, at det kan være meget vanskeligt at få adgang og interviews med disse børn og unge. Det betyder at i fx høringssammenhænge, hvor deres vurderinger og ytringer er væsentlige, kan det være svært at nå dem, så de opnår ikke taletid og deres stemmer bliver hørt. Dertil kommer at mange fagfolk desværre slet ikke overvejer at efterspørger deres bidrag og deltagelse(!), hvilket illustrerer status på anbringelsesområdets praksiskultur. Der er et underskud af interesse og bevidsthed om vigtigheden af disse børn og unges demokratiske deltagelse.

En anden bemærkelsesværdig erfaring fra arbejdet med plejebørnskonference var, at det ikke i Danmark var muligt at rekruttere en ung repræsentant og fortaler for gruppen med kendskab til børnekonventionen og den igangværende debat om behov for en børneombudsmand i Danmark.

Det illustrerer tilsvarende et underskud af interesse og bevidsthed om børnerettigheder, ikke kun på anbringelsesområdet, men i samfundet generelt. Løsningen blev derfor i stedet at researche og headhunte udenlandske unge-repræsentanter. Det lykkedes i Finland at finde stærke unge, trænede i at tale deres sag og knytte an til børnerettigheder og et succesfuldt og eksemplarisk samarbejde med den finske børneombudsmand. Den unge finske repræsentant fortalte: ”Vores børneombudsmand, hun lytter på os, og bringer vores budskaber videre til offentligheden og politikerne. Det gør, at vores forhold kan blive bedre og vi får også mere at skulle have sagt. Dét virker, så det skal I også gøre her i Danmark!”. Indlægget gjorde stort indtryk både på de danske fagfolk og på de danske unge.

Fornyelse og inspiration gennem kreativ forstyrrelse

Behovet for ny aktør for og med børn og unge med anbringelsesbaggrund stod på den baggrund ganske klart: Der var behov for en brugerorganisering af og med dem. En opgave de ikke selv kan løfte. Den gamle organisation, TABUKA, havde ikke kapacitet til at løfte opgaven. Gradvist blev det også tydeligt, at hvis området skal udvikles og ændres, skal der både eksterne katalysatorer og ” kreativ, konstruktiv forstyrrelse” ind på området. Dvs. social innovatører, iværksættere og facilitatorer.

Samtidigt er det relevant at få andre samfundsaktører til at få interesse for området, tage medansvar og bidrage på ny måder, fx erhvervslivet. Kun herved kan ’glasklokken’ brydes og ”anbringelsesområdet komme ud i samfundet og samfundet ind i anbringelse”.  Det står og falder med om anbringelsesområdets egne aktører ’danser med’. Uden dem er det umuligt at få unge til at komme med, og umuligt at ændre områdets praksis, rammer osv.

Jeg har derfor over en årrække sparret med mange om denne ide til en nytænkende udvikling mhp. at genopdage og revitalisere området, både med aktører i og udenfor området, eftersom min vurdering hurtigt blev at innovationskraften i feltet selv var stærkt begrænset. Hvis socialsystem og anbringelses-område virkelig ville ændre forhold, så ville det være sket.  Altså var vejen frem at gå ud af området og finde partnere:

Co-produktion, bruger-orientering og genopdagelse af faglighed

Jeg fratrådte min stilling og agerede som ’fri fugl’, og i kraft af det fik jeg mulighed for få input andre steder fra, herunder også på Masterstudiet i Socialt Entreprenørskab og Innovation på RUC. Herfra var især undervisning af de udenlandske forskere fra England og Indien af stor relevans. Fra studiet kom begrebet co-produktion, der betyder at skabe med og for brugerne. Flere begynder at tale om at ”samskabe” (fx KL, KORA m.fl.). Andre taler om ”service-design” og ”co-creation” (fx Mindlab, Mandag Morgen). Der er flere variationer og fortolkninger af co-produktion, men det vil sige, at de borgere, der bruger social service præger og ’medskaber’ den og gør det på måder, så man vedvarende sikrer at de bliver hørt og inddraget via formel, institutionel repræsentation.  Det har der været solide erfaringer med det i flere lande.

Ved at inddrage brugerne, deres ressourcer og bidrag har man kunne udvikle og løfte det sociale arbejde, men det har samtidigt forudsat en forandring af faglighed i retning af mindre snæver og formel professionalisme (om rigtig og forkert) til et mere åbent, lyttende og faciliterende møde mellem mennesker. Det betyder at løsninger snarere skabes sammen med og afhængigt af den enkelte borger og dennes ønsker, end at den professionelle og ansatte, der ikke per definition har svaret på alle løsninger. Det implicerer for den ansatte at dele eller give noget mere ansvar tilbage til borgeren selv, som derved får mere handlerum. Det kvalificerer og effektiviserer ydelsen. Derudover rummer co-produktion muligheden for, at brugerne indbyrdes bliver en ressource for hinanden på måder det offentlige, de professionelle og frivillige ikke kan. Det styrker en bruger ikke at vide man er alene, at andre har klaret det og viser én vej. Og det sker i et ligeværdigt, fælles mellem-menneskeligt møde. Herved aktiveres og omsættes ellers passive menneskelige og sociale ressourcer. Det betyder samtidigt, at det offentlige system i større grad kan sætte ind, hvor det virkelig er nødvendigt. Det er klart at jo mere komplekse problemstillinger, des mere skal man være opmærksom på, hvorledes man kan arbejde bruger-drevet og bruger-orienteret.

Det sociale område vil kunne lære meget ved at lade sig inspirere af disse erfaringer. I Danmark har vi da også en sådan praksis på nogle områder, selvom det ikke er videre anerkendt, fx med elevråd; skoleelever er organiserede og indgår samtidigt i skolebestyrelser mv. hvor de skal høres.  På børne-unge-området er et interessant at det kun på områderne, skole og uddannelse at børn og unge er organiserede og formelt repræsenterede. Det er tankevækkende, hvor meget man på hospitals- og sundhedsområdet har nået ved at samarbejde tæt med brugerne gennem patientforeninger. På Rigshospitalet arbejder man indenfor nogle områder meget tæt. Her har patientforeningen overtaget en del af informations-arbejdet om fx medicinering, rådgivning og træning hjemme i hverdagen osv. Det betyder, at hospitalssystemet kan koncentrere sine ressourcer, hvor de giver mere værdi, fordi denne anden aktør er medinddraget. I forlængelse af denne udvikling afholdt man på Rigshospitalet konference om patient-empowerment med deltagelse mange typer foreninger osv. Det offentlige system integrerer og kvalificerer her samarbejdet med dem, og udvikler nye og bedre løsninger for og sammen brugerne. Det sociale system kan med fordel lade sig inspirere til at arbejde på samme måde med sine brugere. Vor netværksforening stiller gerne op.