Anbefalinger ‘Et rigtigt hjem’

Anbefalinger til De Anbragtes Vilkårs årstema 2021: 'Et rigtigt hjem'

De Anbragtes Vilkår arbejder fra 2021 og frem med temaet ‘Et rigtigt hjem.’

Med temaet ønsker vi at sætte fokus på, hvad de gode anbringelseshjem gør, og hvad der gør de forskellige typer af hjem gode for hvem.

Med udgangspunkt i mere end 100 tidligere anbragtes egne historier, erfaringer og drømme har vi opsummeret 10 centrale punkter til, hvordan vi bedst sikrer anbragte børn og unge et rigtigt hjem. De 10 kendetegn beskriver, hvordan et rigtigt hjem kan se ud og føles.

Du kan læse mere om de 10 kendetegn på denne side, eller downloade vores publikation her.

48 %

af anbragte børn er meget sjældent ude hos venner eller har venner med hjem. Andelen er højere for institutions-anbragte og lavere for børn og unge i familiepleje.

VIVE: Anbragte børn og unges trivsel 2016.

1. Et hjemligt præg

Et rigtigt hjem er et sted, hvor der er hyggeligt og rart at være. Hvor indretningen er hjemlig, og vi kan være med til at sætte vores præg på den. Hvor vi er sammen, hvor vi er et fællesskab, og hvor de voksne ikke taler fagsprog med hinanden.

2.  En ægte og kærlig omsorg

I et rigtigt hjem kan vi være helt os selv, fordi vi mærker, at de voksne oprigtigt holder af os. Vi ved, at vi kan knytte os til og stole på de voksne, der er omkring os i hverdagen. De er vores primære omsorgspersoner, så vi kan regne med, at de er der og vil os.

3. En tryg havn

Et rigtigt hjem er trygt. Det er et hjem uden kollektiv straf, trusler, råben og kaos, og der er ikke konflikter hele tiden. Magtanvendelse er en undtagelse, og hvis den forekommer, bliver det bearbejdet grundigt bagefter.

“Da min oldemor døde, måtte jeg ikke engang få hendes gamle gyngestol ind på mit værelse.”

4. Et ordentligt forældresamarbejde

I et rigtigt hjem påtager de voksne sig ansvaret for en ordentlig relation til vores biologiske forældre. De voksne forstår, at de biologiske forældre stadig er vores familie, og taler dem aldrig ned. Opstår der konflikter mellem vores hjem, ved vi, at det ikke er vores ansvar at løse dem.

 

5. En god kontakt til søskende

I et rigtigt hjem kan vores biologiske søskende være en del af vores liv, selv om vi måske ikke bor sammen. De voksne hjælper os med at mødes til gode stunder samt at fastholde eller skabe fælles traditioner.

“Min storesøster blev netværksanbragt, og jeg blev døgnanbragt. Det var svært at opretholde kontakten, og jeg ville ønske, de voksne havde hjulpet mig. Det var den vigtigste relation, jeg havde.”

6. En åben dør for venner

I et rigtigt hjem har man lyst til at invitere venner med. De voksne gør en indsats for, at det er muligt og hyggeligt at have venner på besøg og at vi kan komme hjem til dem – lige fra de tidlige års legeaftaler til et teenageliv med fester og kærester.

 

7. En støtte i skolelivet

I et rigtigt hjem tager de voksne vores skolegang og lektielæsning alvorligt. De har høje forventninger og stiller passende krav – både til os og skolen. De engagerer sig i forældregruppen og kæmper vores sag. På alle de måder er de med til at skabe plads til os i skolens faglige og sociale fællesskab.

8. En aktiv fritid

I et rigtigt hjem hjælper de voksne os med at have det fritidsliv, vi ønsker, uden for anbringelseshjemmet. De er gode til at motivere, arrangere, være med og heppe – men også til at respektere, når vi i ikke har behov for alt det.

“Vi kørte en turnusordning i min klasse, hvor vi piger skulle skiftes til at holde pigeaftner. Det holdt jeg selvfølgelig også, hvor vi lavede farvede drinks, mexicanske pandekager og dansede løs. Alle der blev inviterede, kom hjem til mig på min døgninstitution.”

9. Et vindue ud mod verden

I et rigtigt hjem hjælper de voksne os til at få adgang til at deltage i et større fællesskab. De vækker vores interesse for politik, kultur og det lokale samfund, så vi kan være med på lige fod i samtaler om den verden, der ligger uden for vores anbringelse.

 

10. Et anker i voksenlivet

Et rigtigt hjem forsvinder ikke, når man bliver 18 år. Lige som alle andre unge har vi behov for støtte i den vigtige og svære overgang til det unge voksenliv. Efter at vi er flyttet hjemmefra, har vi brug for at kunne komme tilbage til vores anbringelseshjem og dele succeser og sårbarhed med nogle, der kender os.