Anbefalinger om efterværn

Anbefalinger til et efterværn, der giver lige muligheder

Som det er i dag, lykkes vi ikke med at sikre, at anbragte unge kommer godt ind i voksenlivet. Alt for mange er bekymrede for, hvad der skal ske med dem, når de bliver 18. Alt for mange oplever, at skulle forhandle sig til opbakning – og at skulle passe på ikke at klare sig for godt eller have det for dårligt. Alt for mange tidligere anbragte mister fodfæste i overgangen, og alt for mange flytter hjemmefra til hjemløshed.

Derfor må vi ændre succeskriterierne for en anbringelse: Vi skal ikke slippe anbragte unge, før de har en bolig, et stabilt netværk og er i job eller uddannelse – og vi skal give mulighed for at kunne vende tilbage igen senere i livet, hvis man har behov for hjælp og støtte.

Du kan læse vores anbefalinger til et styrket efterværn på denne side, eller downloade vores publikation her.

1 ud af 10 %

tidligere anbragte oplever hjemløshed. Det gør blot 1 ud af 200, som ikke har været anbragt.

VIVE: Anbragte børn og unges trivsel 2016.

Et efterværnsbevis er nøglen

Tidligere anbragte skal have et efterværnsbevis, som gør støtte til en reel rettighed og dermed en reel tryghed i livet.

Frem til det 30. leveår, skal systemet stå klar til at støtte i overgangen til voksenlivet. Det betyder, at alle tidligere anbragte skal have en tryg støtteperson og adgang til et sted at danne livskompetencer og træne færdigheder. Indenfor perioden skal man altid kunne vende tilbage og genoptage eller iværksætte elementer af efterværnet.

Et efterværnsbevis skal give ret til støtte og hjælpe hele livet. Det er en ret til:

En tryg voksen: indflydelse på, hvilken støtte man får og af hvem

Stabil bolig og økonomi: et solidt grundlag i livet

En plan for fremtiden: sammen om at skabe en langsigtet plan

En ret til reel støtte og hjælp hele livet

I dag er det i praksis op til kommunerne, og sagsbehandlers skøn, om en tidligere anbragt ung bliver tilbudt efterværn. Den unge må hverken være ”for god” eller have det ”for dårligt”. Det er grundlæggende uhensigtsmæssigt.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår, at:

 

  • Efterværn frem til det 30. år – støtte i overgangen til voksenlivet

    Vi skal som samfund sikre, at vi ikke slipper anbragte unge i overgangen til voksenlivet, før de har uddannelse/job, en bolig og et stabilt netværk. At flytte for sig selv og lande på egne ben i hverdagen er en stor omvæltning for alle. Derfor skal den mest omfattende efterværnsindsats være tilgænglig frem til det 30. år. Samtidig skal man have ret til at komme tilbage, selv om man evt. tidligere ikke har haft brug for det eller har takket nej.

  • Støtte gennem hele livet – ret til gratis psykologhjælp eller anden terapi

    Som tidligere anbragte skal man have ret til gratis psykologhjælp, hvis der opstår behov for at få bearbejdet traumer fra barndom og anbringelse. Det bør være en del af efterværnet, at der tages stilling til behovet for terapi og den tidligere anbragte guides til at finde rette hjælp for vedkommende.

“Utrygheden over fremtiden er ulidelig – især for os anbragte, der i forvejen har haft det så utrygt.”

– Anbragt ung

 

 

En ret til indflydelse på, hvilken støtte man får og af hvem

Mange anbragte unge oplever et system, som ikke tager hensyn til eller ikke understøtter de personlige relationer, som er afgørende for, at den unge kommer godt ind i voksenlivet. Er matchet mellem den unge og støttepersonen ikke på plads, får man sjældent sat de rigtige løsninger i værk.

Nogle unge har en god oplevelse af overgangen, men alt for ofte bliver den ung tabt i systemet, føler sig presset eller afmægtig og “vælger hjælpen fra”. Også selv om der fortsat er behov, og en god voksenrelation er savnet.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår, at:

Tidligere anbragte unge skal kunne vælge egen støtteperson

Den unge skal have mulighed for at pege på og vælge en voksen støtteperson, den unge føler sig tryg ved, der kan ”følge med” og bakke den unge op i overgangen til voksenlivet. Relationen er grundlaget for alt samarbejde og derfor afgørende. Det er sagsbehandlerens ansvar at indgå aftale med den valgte støtteperson, også i de tilfælde, hvor den voksne ikke er ansat i kommunen eller en del af systemet. Relationen med den støtteperson skal så vidt muligt bestå, indtil den unge selv vælger det fra. I de tilfælde, hvor den unge ikke kan pege på en voksen, skal det være sagsbehandlerens ansvar sammen med den unge at finde en, som den unge vil vælge til.

Tidligere anbragte altid skal have adgang til en tryg voksen 24-7

En tryg voksen er en, der er der, når der er brug for ham/hende. De større og mindre kriser, som rammer alle unge på vej ind i voksenlivet, rammer også tidligere anbragte – men ofte har de ikke et netværk at læne sig op ad. Derfor er der brug for, at kommunerne spiller en koordinerende rolle i at sikre, at en tryg voksen altid er tilgængelig, også når livet rammer udenfor kommunal åbningstider.

Der etableres et mødested og et sted til at lære og danne livskompetencer i alle kommuner

Som tidligere anbragt ung, har man ofte brug for støtte i at mestre hverdagen på egne ben. For nogle handler det også om støtte til at indgå i gode fælleskaber og håndtere fx angst. Samtidig har man også brug for et trygt mødested for at kunne gøre det. Et mødested skal være tilgængeligt for alle tidligere anbragte, og rammerne skal spejle nuværende og tidligere anbragtes input, i forhold til hvordan tilbuddet bliver attraktivt for den unge og ikke bidrager til yderligere stigmatisering, men tværtimod styrker den unge.

“Jeg ønskede at blive fri fra voksne, som altid var på arbejde. Jeg ville være fri fra omsorg på kontrakt og busser med navnemærker på anbringelseshjemmet på siden.”

– Anbragt ung

 

 

En ret til stabil bolig og grundlæggende økonomisk tryghed

I gennemsnit er danske unge 22 år gamle, når de flytter hjemmefra. For anbragte unge sker det ofte, når de fylder 18, selvom de kunne ønske at blive i det hjem, de har. Hvor de fleste unge har familie og netværk at trække på, også når det gælder basale ting som at planlægge en flytning, få styr på budgettet, når man rykker ud på egen hånd, og at lande i det at bo for sig selv, står tidligere anbragte ofte alene.

Det er uholdbart, at systemet tvinger anbragte unge til at flytte ud, før de er klar, og ikke bakker tilstrækkeligt op i overgangen til voksenlivet. Det er paradoksalt, at vi som samfund på den måde har markant højere forventninger til anbragte unge, end vi har til andre unge i Danmark. Regler og tilbud på tværs af kommuner og forvaltninger er svære at gennemskue. Alt for ofte ligger opgaven med at afkode muligheder for støtte hos den unge selv og konsekvensen er, at mange ikke får den støtte, de har brug for og krav på.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår, at:

  • Tidligere anbragte skal have ret til hjælp til at finde et godt sted at bo
    Tidligere anbragte har, ligesom alle andre unge, ønsker og drømme om gode liv – med uddannelse og job. Ambitioner, vi som samfund bakker op om. Men har man ikke et godt sted at bo og tryghed om, at man kan blive der, bliver det vanskeligt at lykkes med studie og job. Som tidligere anbragt er man, også når det gælder boligmarkedet, i en ekstra sårbar situation, både fordi man sjældent har et netværk at trække på, og fordi man sjældent har haft nogen, der har skrevet en op til andels- eller lejebolig. Derfor skal status som tidligere anbragt udløse støtte i at finde en god og stabil bolig, som matcher ved-
    kommendes behov, økonomi og livssituation.
  • Tidligere anbragte skal have støtte i at etablere grundlæggende økonomisk tryghed
    De færreste 18-årige er fuldstændig økonomisk selvstændige – mange får hjælp enten direkte i form af børneopsparing, tilskud eller gaver, eller i form af hjælp til at få styr på økonomien af forældre eller netværk. Mange anbragte har ikke den støtte. Derfor er der brug for, at kommunen forpligtes på at støtte tidligere anbragte i at få overblik over egen økonomi og ro om den – herunder at guide til relevante tilskud, rimelige lånemuligheder m.m.

 

“Det er først meget sent i livet, at jeg har forstået alvoren og vigtigheden af at føre budget. Når man er skrupforvirret og traumatiseret, er det de færreste, der kan finde ud af at lave budget.”

– En tidligere anbragt

 

 

En ret til sammen at skabe en langsigtet plan om egen fremtid

Anbragte unge har ikke det samme sikkerhedsnet som de fleste andre unge. I praksis står den (tidligere) anbragte ofte alene, når hun fylder 18 år.

Det betyder, at der ikke er samme adgang til støtte i forbindelse med alt fra at flytte hjemmefra til at vælge uddannelse. Alt for ofte formår systemet ikke at skabe tryghed i overgangen – eksempelvis er det ofte sådan, at den anbragte først får afklaring på, hvad der skal ske ved fødselsdagen, umiddelbart op til.
Hos nogle unge starter bekymringen, om nogen har ens ryg, efter man fylder 18 år, allerede ved 14-15-års-alderen. Det stjæler livskvalitet. Energi og ressourcer går fra skolegang og fritidsliv, og i værste fald kan det føre til, at man “giver op på systemet”.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår, at:

  • Anbragte unge skal kende deres rettigheder og muligheder
    Skal vi sikre, at den 18-års fødselsdag ikke giver anledning til frygt og bekymring, skal anbragte unge være forberedt. Derfor skal der bygges en bro til efterværn fra en tidlig alder. Kommunerne skal forpligtes på, at alle anbragte får en tryg dialog om egne muligheder og rettigheder i forhold til overgangen til voksenlivet. Det skal ikke være op til den unge at kende systemet og juraen bag, men systemet skal proaktivt gøre opmærksom på, hvordan og hvilke for-
    mer for opbakning og støtte den unge kan få.
  • Ungeplanen skal laves af den anbragte unge sammen med relevante voksne
    Mange tidligere anbragte oplever, at der gennem livet er blevet lavet planer om dem – og hen over deres hoveder. Det er afgørende, at ungeplanen laves med reelt udgangspunkt i den unges ønsker. Samtalen om, hvordan fremtiden kan se ud, skal tage sin start, så snart det giver mening for den unge – men ikke senere end det 15. år. Samtalens karakter tilpasses barnets eller den unges alder, men det er vigtigt, at samtalen bliver åbnet tidligt, med fokus på at skabe tryghed om fremtiden. Ungeplanen skal hjælpe den unge selv at forholde sig til bl.a. støtteperson, uddannelse, bolig, job. Herunder skal kommunen forpligtes på at tale med den unge om og finde muligheder for opskrivning til andels- eller lejebolig, hvis det er relevant.

“Man står som 18-årig og føler sig alene i hele verden.”

– En tidligere anbragt