Anbefalinger til en styrket skolegang

Vores vision for skolegang for anbragte børn og unge

Vi kan, hvis I vil!

På denne side kan du læse om vores vision og vores konkrete anbefalinger til politikere og praksis for en styrket skolegang for anbragte børn og unge. Du kan også downloade vores vision her.

Længere nede på siden kan du læse 5 konkrete anbefalinger til politikere og 5 konkrete anbefalinger til praksis. De 5 konkrete anbefalinger kan også downloades som pdf.
Download 5 anbefalinger til politikere her.
Download 5 anbefalinger til praksis her.

Alle børn har fortjent en god skolegang.

1 ud af 5

anbragte børn har perioder, hvor de ikke går i skole

VIVE: Anbragtes skolepauser, 2017

 

 

Vores vision

1. Én der holder min skoletaske

Vi har brug for at vide, at der er en voksen, som tager ansvar for vores skolegang – én, der holder vores skoletaske. Ligesom vores klassekammerater har vi brug for nogen, vi kan regne med – både til lektiehjælp og til at være der til skole-hjem-samtalerne. Vi har brug for opbakning til at være med i det almindelige sociale fællesskab, også når skoledagen er forbi.

Vi ved, at vi har den opbakning, vi har brug for, når:

  • Vi aldrig er i tvivl om, hvem der bakker os op. Når vi kan være trygge ved, at nogen ikke kun tjekker Aula og sørger for, at skoletasken kommer med, men spørger til, hvordan det går i skolen, og er med til både teater og forældremøder.
  • Vi får en hånd ind i fællesskabet. Vi er en del af fællesskabet, når vi er med på snakken i skolegården og får lov at gå i klub eller deltage i fritidsaktiviteter sammen med de andre.
  • Vi får ordentlig hjælp til og mulighed for at lave vores lektier. Vi kan finde ro – og få adgang til en computer – til at lave vores lektier, og der er nogen, der kan hjælpe. Om vi skal til lektiecafé eller får hjælp i hjemmet, er ikke afgørende, men vi har, ligesom andre børn, brug for støtte en gang imellem.

2. Lov til at være elever

Udfordringer, vi møder, bliver ofte tilskrevet vores anbringelse – om det er matematikopgaver, der driller, eller en svær dynamik i klassen. Men alle børn og unge har udfordringer indimellem. Vi har brug for, at de voksne omkring os lader os være elever. Ligesom andre børn og unge har vi brug for, at voksne på skolen spørger og lytter nysgerrigt og gør deres bedste for at støtte os.

Vi ved, at der er plads til, at vi kan være elever, når:

  • Vi som anbragte børn og unge bliver mødt på samme måde som andre børn. At være anbragt kan føles som et stempel, der også fylder i skoletiden. Vi har brug for at blive set som elever, og at møde voksne, som kan hjælpe os med at lykkes fagligt.
  • Skole er til læring, ikke behandling. Uanset om vi går i almindelig folkeskole eller i specialskole er vi i skole for at lære. Har vi også brug for behandling, er det adskilt fra skolen.
  • Der er fokus på veje til det almene fællesskab. Hvis vi i kortere eller længere perioder har brug for behandling eller ekstra støtte, bliver det tilrettelagt, så vi fortsat har mulighed for at være med i det almindelige fællesskab.

3. Ambitioner på vores vegne

Måske har vi misset skoledage, måske har vi skiftet skole flere gange, eller måske har vi ikke fået de briller, vi havde brug for – men vi har potentiale ligesom alle andre børn. Vi har måske bare brug for mere tid eller lidt ekstra opbakning. Vi har brug for, at de voksne omkring os forstår, at succes i skolen ikke blot er én faktor blandt mange. Om vi lykkes og trives i skolen er ikke mindre vigtigt, fordi vi er blevet anbragt.

Vi ved, at der er positive forventninger til os, når:

  • Alle voksne omkring os ved, at skolen er vigtig. Selv når vi har en voksen derhjemme, som tager forældreopgaven på sig, har vi brug for, at vores lærere og pædagoger forstår, at deres forventninger har stor betydning for os.
  • Nogen opdager, hvis vi har brug for ekstra hjælpemidler. Vi har brug for voksne, der er opmærksomme på vores behov og opdager det, hvis vi fx har ordblindhed, nedsat hørelse eller brug for briller.
  • I ser veje til uddannelse sammen med os. Nogle vil videre til gymnasiet, andre vil i lære. Nogle har gode karakterer, andres bærer præg af en turbulent opvækst. Fælles for os alle er, at vi har brug for nogen, der har ambitioner sammen med os og på vores vegne.

4. Lyt til os – og til hinanden

Mange af os har oplevet flere skoleskift og er vant til at være den nye i klassen. Nogle vil gerne selv fortælle deres historie i klassen, mens andre er mere trygge i, at en voksen formidler. Der er ofte mange fagprofessionelle og mange møder, vi skal til. Vi har brug for, at de voksne arbejder godt sammen, og at deres skemaer tilpasses skolen – så man fx ikke bliver taget ud af klassen for et møde hos kommunen, eller at match med en skole trækker ud, så man går glip af vigtig undervisning.

Vi ved, at I vil vores skolegang, når:

  • Vi selv bestemmer, hvordan vi møder klassen. Vi har forskellige behov for, hvad skolen og klassekammerater får at vide – og hvordan. Når de voksne omkring os taler sammen og sikrer, at klassekammeraterne hører om vores situation på en måde, vi har det godt med, er det en hjælp til at lande i fællesskabet.
  • De voksne omkring os opererer ud fra en fælles plan. Vi har brug for, at I får talt med hinanden på tværs af skole, myndighed og vores anbringelseshjem – og måske også vores biologiske hjem. Vi ved, I ikke slipper os i en kritisk fase – hvad end det er skoleskift, afslutning af folkeskolen uden afgangskesamen eller noget helt tredje – når I guider os videre og fx bakker os op i at få adgangsgivende eksamen i andet regi – på FGU eller VUC.
  • Vi hurtigt lander i den rigtige skole for os. Alt for ofte kan man som anbragt barn eller ung ende i et vilkårligt skoletilbud, som lige var til rådighed – eller måske i en midlertidig løsning, der går hen og bliver permanent. Når I trodser besvær og bureaukrati for at finde det rigtige skoletilbud, har vi de bedste forudsætninger for en skolegang uden store huller.

Da jeg skulle skifte fra en intern skole til en normal folkeskole, fik jeg en lærer, der fulgte med, han var også med hjemme hos min plejefamilie. Han var den første, som sagde, at jeg var god til noget.

– tidligere anbragt på De Anbragtes Vilkårs topmøde 2023

5 Politiske anbefalinger

1. Opholdssteder og døgninstitutioner skal bakke op om skolegang

Det er langt fra altid, at vores voksne har tid til lektiehjælp, skole-hjem-samtaler eller at være med til vores teaterforestilling.  Vagtplanen understøtter sjældent et almindeligt børneliv.

Vi anbefaler derfor, at:

  • Det skrives tydeligt frem i lovgivning, at institutioner skal engagere sig i børnenes og de unges skolegang – som en helt central del af deres opgave.
  • Der afsættes ressourcer til, at vores voksne kan støtte ordentligt op om vores skolegang. Opgaven skal sidestilles med de øvrige opgaver, som anbringelseshjemmet skal løse, mens vi bor der.

2. Plejefamilier, som støtter op om læring – fokus på fagligt engagement i en kommende reform

Selvom børn i plejefamilier som gruppe har bedre succes i folkeskolen, får kun cirka halvdelen folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse. Det er afgørende, at alle plejeforældre forstår opbakning til barnets skolegang som en kerneopgave, og at de er klædt på til at engagere sig i den.

Vi anbefaler derfor:

  • At der i en kommende plejefamiliereform sikres faglig støtte til lektier og efteruddannelse i, hvordan man kan engagere sig konstruktivt i barnets skolegang.
  • At plejefamilier har løbende adgang til sparring med relevante fagpersoner.

3. Sammen om én skoleplan – der skal ligge en konkret plan for skolegang, som alle voksne og barnet kender

Når mere end halvdelen af anbragte børn og unge ikke færdiggør folkeskolen med afgangsprøven, starter man den videre vej i uddannelse og i livet med at være bagud på point. Derfor er det positivt, at Barnets Lov tydeliggør, at kommunen skal tage hensyn til barnets eller den unges skolegang – herunder søge at undgå skoleskift – ved valg af anbringelsessted. Det bør der bygges videre på ved at sikre en fælles plan for at støtte op om det sociale og faglige i skolen allerede fra starten af en anbringelse eller ved skoleskift.

Vi anbefaler derfor:

  • At det ekspliciteres, at Barnets Plan skal inkludere en plan for skolegang. Den skal laves i et samarbejde mellem barn, forældre, anbringelseshjem, skole og sagsbehandler.
  • Der skal stilles eksplicitte krav til samarbejdet mellem skole- og socialområdet, også på tværs af kommunegrænser. Det kan fx være, at PPR i barnets eller den unges nye kommune har ansvar for at kontakte den anbringende kommune som del af forberedelsen af anbringelsen og et evt. skoleskift.

4. Fokus på at bygge bro til almenområdet

Folkeskolen er en vigtig arena for at være sammen med andre børn, få venner og øve sig i fællesskab. Segregerede undervisningstilbud kan supplere folkeskolen. Men hvis der ikke er fokus på at vende tilbage til det almene undervisningstilbud, risikerer de at bidrage til eksklusion frem for livsmuligheder. Det kræver investering i støtte til børn og unge, som er på vej tilbage til den almene grundskole.

Vi anbefaler derfor:

  • At det ekspliciteres i Folkeskoleloven og Barnets Lov, at der kan ydes socialpædagogisk støtte efter servicelovens bestemmelser i tilknytning til folkeskolens undervisning, herunder i specialklasser og på specialskoler, hvis dette er til barnets bedste.

5. Alle børn fortjener en rigtig skole – adskil skole og behandling

Skolen skal være et sted for læring, og vi har brug for plads til at være elever og til at udfolde vores potentiale på samme måde som andre børn og unge. Lovgivningen tilsiger, at børn får undervisning af høj kvalitet – børn og unge, der er anbragte, fortjener det samme.

Vi anbefaler derfor:

  • At behandlingsbegrebet fjernes fra skole- og undervisningstilbud. Det er afgørende, at vi får lov at være elever, når vi er i skole fremfor at føle os som patienter.

“Der har ikke været ro til at lave lektier på opholdsstedet. Derhjemme havde jeg én lillebror, på opholdsstedet havde jeg syv andre “søskende”, så der var rift om pædagogerne.”

– tidligere anbragt på De Anbragtes Vilkårs topmøde 2023

5 anbefalinger til praksis

1. Forbered vores første skoledag sammen med vores socialrådgiver og PPR

Vi får lov at have et almindeligt børneliv og skolegang, når de voksne omkring os arbejder sammen. Som børn og unge, der er anbragt, har vi også brug for, at væsentlig viden om vores skolegang og faglige mål bliver delt mellem de voksne, der har ansvar for os.

Vi anbefaler derfor:

  • At der afholdes et fælles opstartsmøde, inden vi starter i skole, så vores nye skole lærer os at kende og kan forberede en god første skoledag.
  • At vi inviteres til at komme og se skolen og møde vores kontaktlærer, inden vi har første dag. Det giver tryghed og genkendelighed og gør, at vi føler os velkomne.

2. Spørg, hvad vi har brug for, når vi er nye i klassen

Som anbragt barn er man ofte “den nye i klassen”. Man kan godt føle sig udstillet. Tal med os om, hvordan vi foretrækker, at der bliver fortalt om vores situation. Gerne inden vi kommer i skole eller tilbage i klassen efter anbringelse.

Vi anbefaler derfor:

  • At der lægges en plan sammen med os for vores start og modtagelse i klassen.
  • At der spørges ind til os og følges op på os – også når det går godt. Har vi ro og hjælp til at lave lektier? Er der noget, vi går særligt op i og gerne vil blive bedre til eller vide mere om? Sørg for, at nogen tager samtalen med os, at én voksen tager ansvar for, at følge op på det vi snakker om.

3. Sørg for et godt samarbejde med vores tillidsvoksen

Ligesom andre børn har vi brug for et velfungerende samarbejde mellem skole og hjem.

Vi anbefaler derfor:

  • At det afklares, hvem der er vores tillidsvoksen i vores anbringelseshjem (fx kontaktpædagog, plejefar el.lign.), og at der sørges for, at alle lærere i vores lærerteam ved det.
  • At det sikres, at vores tillidsvoksen/ anbringelseshjem har adgang til Aula, og at deres/vores kontaktinformationer fremgår.

4. Lav en plan for vores skolegang og inviter os med i den

Når I laver en plan sammen med os, hvor I tager højde for vores behov og ønsker, føler vi os hørt og set. Det giver os også mulighed for at tage ejerskab over vores egen skolegang.

Vi anbefaler derfor:

  • At der sørges for en plan, som tager stilling til, hvordan vi bliver bakket op, både i det faglige og det sociale. Er der noget fagligt, hvor vi har brug for opbakning i at indhente læring, eller er der noget, vi er særligt interesserede i, som I kan støtte op omkring?
  • At denne plan bruges aktivt – også når vi flytter skole. Her har PPR i den anbringende kommune en vigtig rolle i at samle op og videredele med vores nye skole. Men de nye lærere skal kende og bruge planen, så vi kan lande godt og komme hurtigt i gang med skolen.

5. Vær ekstra opmærksom på, om vi har brug for ekstra hjælpemidler

Vi har brug for lærere, der er opmærksomme på vores behov og er nysgerrige på at forstå, hvad der ligger bag, hvis der er noget, der ikke lykkes eller vi ikke kan følge med. Vi har brug for, at I opdager, hvis vi har læsevanskeligheder, har svært ved at høre eller ikke kan se tavlen. I kan være dem, der sørger for, at vi får de rette hjælpemidler.

Kun 48 % af anbragte unge i plejefamilie færdiggør folkeskolen med afgangsprøve i 9. klasse, mens 11 % af unge på døgninstitution opnår dette.

KL, Nøgletal 2020