Vores vision for skolegang for anbragte børn og unge
Vores vision
1. Én der holder min skoletaske
Vi har brug for at vide, at der er en voksen, som tager ansvar for vores skolegang – én, der holder vores skoletaske. Ligesom vores klassekammerater har vi brug for nogen, vi kan regne med – både til lektiehjælp og til at være der til skole-hjem-samtalerne. Vi har brug for opbakning til at være med i det almindelige sociale fællesskab, også når skoledagen er forbi.
Vi ved, at vi har den opbakning, vi har brug for, når:
- Vi aldrig er i tvivl om, hvem der bakker os op. Når vi kan være trygge ved, at nogen ikke kun tjekker Aula og sørger for, at skoletasken kommer med, men spørger til, hvordan det går i skolen, og er med til både teater og forældremøder.
- Vi får en hånd ind i fællesskabet. Vi er en del af fællesskabet, når vi er med på snakken i skolegården og får lov at gå i klub eller deltage i fritidsaktiviteter sammen med de andre.
- Vi får ordentlig hjælp til og mulighed for at lave vores lektier. Vi kan finde ro – og få adgang til en computer – til at lave vores lektier, og der er nogen, der kan hjælpe. Om vi skal til lektiecafé eller får hjælp i hjemmet, er ikke afgørende, men vi har, ligesom andre børn, brug for støtte en gang imellem.
2. Lov til at være elever
Udfordringer, vi møder, bliver ofte tilskrevet vores anbringelse – om det er matematikopgaver, der driller, eller en svær dynamik i klassen. Men alle børn og unge har udfordringer indimellem. Vi har brug for, at de voksne omkring os lader os være elever. Ligesom andre børn og unge har vi brug for, at voksne på skolen spørger og lytter nysgerrigt og gør deres bedste for at støtte os.
Vi ved, at der er plads til, at vi kan være elever, når:
- Vi som anbragte børn og unge bliver mødt på samme måde som andre børn. At være anbragt kan føles som et stempel, der også fylder i skoletiden. Vi har brug for at blive set som elever, og at møde voksne, som kan hjælpe os med at lykkes fagligt.
- Skole er til læring, ikke behandling. Uanset om vi går i almindelig folkeskole eller i specialskole er vi i skole for at lære. Har vi også brug for behandling, er det adskilt fra skolen.
- Der er fokus på veje til det almene fællesskab. Hvis vi i kortere eller længere perioder har brug for behandling eller ekstra støtte, bliver det tilrettelagt, så vi fortsat har mulighed for at være med i det almindelige fællesskab.
3. Ambitioner på vores vegne
Måske har vi misset skoledage, måske har vi skiftet skole flere gange, eller måske har vi ikke fået de briller, vi havde brug for – men vi har potentiale ligesom alle andre børn. Vi har måske bare brug for mere tid eller lidt ekstra opbakning. Vi har brug for, at de voksne omkring os forstår, at succes i skolen ikke blot er én faktor blandt mange. Om vi lykkes og trives i skolen er ikke mindre vigtigt, fordi vi er blevet anbragt.
Vi ved, at der er positive forventninger til os, når:
- Alle voksne omkring os ved, at skolen er vigtig. Selv når vi har en voksen derhjemme, som tager forældreopgaven på sig, har vi brug for, at vores lærere og pædagoger forstår, at deres forventninger har stor betydning for os.
- Nogen opdager, hvis vi har brug for ekstra hjælpemidler. Vi har brug for voksne, der er opmærksomme på vores behov og opdager det, hvis vi fx har ordblindhed, nedsat hørelse eller brug for briller.
- I ser veje til uddannelse sammen med os. Nogle vil videre til gymnasiet, andre vil i lære. Nogle har gode karakterer, andres bærer præg af en turbulent opvækst. Fælles for os alle er, at vi har brug for nogen, der har ambitioner sammen med os og på vores vegne.
4. Lyt til os – og til hinanden
Mange af os har oplevet flere skoleskift og er vant til at være den nye i klassen. Nogle vil gerne selv fortælle deres historie i klassen, mens andre er mere trygge i, at en voksen formidler. Der er ofte mange fagprofessionelle og mange møder, vi skal til. Vi har brug for, at de voksne arbejder godt sammen, og at deres skemaer tilpasses skolen – så man fx ikke bliver taget ud af klassen for et møde hos kommunen, eller at match med en skole trækker ud, så man går glip af vigtig undervisning.
Vi ved, at I vil vores skolegang, når:
- Vi selv bestemmer, hvordan vi møder klassen. Vi har forskellige behov for, hvad skolen og klassekammerater får at vide – og hvordan. Når de voksne omkring os taler sammen og sikrer, at klassekammeraterne hører om vores situation på en måde, vi har det godt med, er det en hjælp til at lande i fællesskabet.
- De voksne omkring os opererer ud fra en fælles plan. Vi har brug for, at I får talt med hinanden på tværs af skole, myndighed og vores anbringelseshjem – og måske også vores biologiske hjem. Vi ved, I ikke slipper os i en kritisk fase – hvad end det er skoleskift, afslutning af folkeskolen uden afgangskesamen eller noget helt tredje – når I guider os videre og fx bakker os op i at få adgangsgivende eksamen i andet regi – på FGU eller VUC.
- Vi hurtigt lander i den rigtige skole for os. Alt for ofte kan man som anbragt barn eller ung ende i et vilkårligt skoletilbud, som lige var til rådighed – eller måske i en midlertidig løsning, der går hen og bliver permanent. Når I trodser besvær og bureaukrati for at finde det rigtige skoletilbud, har vi de bedste forudsætninger for en skolegang uden store huller.
Da jeg skulle skifte fra en intern skole til en normal folkeskole, fik jeg en lærer, der fulgte med, han var også med hjemme hos min plejefamilie. Han var den første, som sagde, at jeg var god til noget.
– tidligere anbragt på De Anbragtes Vilkårs topmøde 2023
5 Politiske anbefalinger
“Der har ikke været ro til at lave lektier på opholdsstedet. Derhjemme havde jeg én lillebror, på opholdsstedet havde jeg syv andre “søskende”, så der var rift om pædagogerne.”
– tidligere anbragt på De Anbragtes Vilkårs topmøde 2023
5 anbefalinger til praksis
Kun 48 % af anbragte unge i plejefamilie færdiggør folkeskolen med afgangsprøve i 9. klasse, mens 11 % af unge på døgninstitution opnår dette.
KL, Nøgletal 2020