De Anbragtes Vilkårs Topmøde 2025

Hjælp os med at blive klogere på anbringelse i et livsperspektiv!

– Alle tidligere anbragte er inviteret til Topmøde søndag d. 28. september i København

Til Topmøderne i De Anbragtes Vilkår inviterer vi alle tidligere anbragte til at bruge deres stemme og deres erfaringer.

I år skal vi arbejde med anbringelse i et livsperspektiv, hvor vi særligt dykker ned i to temaer:

  • Sociale relationer
  • Ensomhed

Vi håber, at du som tidligere anbragt vil deltage og bruge din erfaring til at udvikle visioner og anbefalinger og derved gøre en forskel for fremtidens anbragte børn og unge.

Deltagelse er gratis, og der vil være fuld forplejning under Topmødet.

Vi afholder Topmøde i København d. 28. september kl. 11.00-16.00 ved Fish Tank, der er placeret på Ingerslevgade 44, 1705 København V.

Du kan tilmelde dig Topmødet her.

Hvad er et Topmøde?

De Anbragtes Vilkår holder Topmøde for tidligere anbragte, fordi vi mener, at tidligere og nuværende anbragtes erfaringer og oplevelser er vigtige inputs til, hvordan vi bedst skaber rammerne for et styrket anbringelsesområde.

Topmøderne bidrager desuden til at bryde et tabu, der i stadig alt for høj grad kendetegner anbringelsesområdet. Til hvert Topmøde har vi deltagere, der for første gang taler åbent om deres anbringelse.

Hvem kan deltage?

Til vores topmøder kan man kun deltage, hvis man har anbringelsesbaggrund. Vi tror på, at dem, der reelt har oplevet en anbringelse, ved, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer.

Derudover skal man også være over 18 år. Det er der flere grunde til. Vi mener, at man i højere grad kan vurdere, hvordan anbringelsen har påvirket voksenlivet og hermed, hvad der har været af eventuelle mangler, hvad der har været godt, og hvad der kan være svært som konsekvens af ens opvækst, når man møder det selvstændige voksenliv. Nuværende anbragte unges perspektiver spiller dog også en stor rolle i udviklingen af vores anbefalinger til et styrket anbringelsesområde. Derfor er vi kontinuerligt i dialog med nuværende anbragte børn og unge.

 

“Topmøderne i De Anbragtes Vilkår har givet mig mod på at dele oplevelser og erfaringer fra min egen baggrund. Jeg har altid oplevet det som et meget trygt rum, hvor man selv bestemmer, hvor meget man vil dele og fortælle. Og selvom man har vidt forskellige baggrunde og oplevelser, opstår der et helt særligt fællesskab.”

-Tidligere deltager på Topmøde