Generelle anbefalinger

De Anbragtes Vilkårs generelle anbefalinger​

Følgende er en bred vifte af anbefalinger til peer. De er udarbejdet på baggrund af historier, erfaringer og perspektiver fra De Anbragtes Vilkårs topmøder, De Anbragtes Vilkårs frivillige tidligere anbragte, samt De Anbragtes Vilkårs ekspertgruppe af nuværende anbragte.

Anbefalingerne er efterfølgende kvalificeret af De Anbragtes Vilkårs frivillige tidligere anbragte og ekspertgruppe af nuværende anbragte.​

Scroll ned over siden og mød anbefalingerne en efter en, eller klik på de forskellige ikoner nedenfor for at hoppe direkte til de anbefalinger, der knytter sig konkret dertil.​

Du kan også læse og downloade de samlede anbefalinger som PDF her.

 

§50 – Når et barn møder systemet

Mange anbragte børn og unge kender ikke deres rettigheder eller muligheder for at få støtte. Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår at:

  1. Barnet skal have et obligatorisk møde med en professionel bisidder før afgørelsesmødet, når §50-mødet skal munde ud i en foranstaltning. Det sker igen når barnet bliver 12, 15 og 17 år, hvor der indtræder nye regler og rettigheder for barnet. På mødet kan bisidder oplyse barnet om sine rettigheder og tilbyde at kunne følge med barnet videre i forløbet med kommunen. Barnet kan naturligvis sige nej tak. Men på denne måde har barnet i hvert fald muligheden. Du kan lære mere om bisidder her.
  2. Der er en generel opgave i, at alle de voksne der er omkring barnet, skal blive bedre til at oplyse barnet om sine rettigheder. Det kan være alt lige fra samtaler om det i anbringelseshjemmet til en ny type foldere, visitkort med Børnetelefonens nummer eller andet.
  3. Anbragte børn og unge har en kommunikationsvej, hvis de oplever, at sagsbehandler ikke lytter til, hvad de siger, eller hvis de oplever at få forkert hjælp. I dag oplever mange anbragte at “sidde fast”, hvis sagsbehandler ikke lytter eller forstår dem. Barnet skal have en nem og tydelig vej til at bede om en alternativ vurdering.

På Topmødet 2020 talte Verne Pedersen, Næstformand hos Socialpædagogerne, Mette With Hagensen, daværende Formand for Børnerådet og Helle Støve, Børne- og familiechef i Favrskov kommune og netværksformand i Børne- og kulturchefforeningen, om vigtigheden af at børn og unge kender deres rettigheder.

På Topmødet 2020 talte Verne Pedersen, Næstformand hos Socialpædagogerne, Mette With Hagensen, daværende Formand for Børnerådet og Helle Støve, Børne- og familiechef i Favrskov kommune og netværksformand i Børne- og kulturchefforeningen, om vigtigheden af at børn og unge kender deres rettigheder.

Myndighed har en afgørende rolle

Under et anbringelsesforløb er myndighederne bindeleddet mellem de mange voksne, der spiller en rolle i barnets liv. Særligt i forhold til det biologiske hjem, anbringelseshjemmet og skolen.

Det er også myndighed, der sidder med indstillingen, eller endda afgørelsen, omkring de vigtigste beslutninger i barnets liv.

Myndighed spiller altså en afgørende rolle og der er derfor brug for, at gøre endnu mere for at få den rolle i spil bedst muligt.

Brug pilene til læse vores anbefalinger i forhold til myndighed.

Giv barnet 2 sagsbehandlere

Den utryghed, som anbragte børn og unge oplever, bunder ofte i den midlertidighed, det videnstab og manglende afklaring det skaber, når ens sagsbehandler skifter job, bliver sygemeldt eller på anden vis forsvinder. Sådanne skift er en stor udfordring, fordi det er sagsbehandleren der har det samlede overblik over barnets sag og som bærer ansvaret for at træffe de rette beslutninger for barnets liv. Samtidig kan det være uklart for anbragte, hvordan man kommer i kontakt med sin sagsbehandler.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår at:

  1. ​Der altid er to sagsbehandlere, således at betingelsen for en stabil kontakt til kommunen for den anbragte forbedres. Det vil også give to forskellige blik på barnet og bedre muligheder for faglig sparring for de to rådgivereDe to sagsbehandlere skal være dem der følger barnet som en første prioritet. Dvs. der som udgangspunkt ikke skal ske et skift hvis barnet fx skal over i en ungeenhed. Det vil altså i mange kommuner betyde en ny form for organisering og tænkning.

 

“Jeg optog min historie, fordi jeg var så træt af at fortælle den til sagsbehandlere…”

Det er vigtigt, at sagsbehandler kender barnet

For at kunne træffe de rigtige beslutninger i barnets liv, skal det sikres at sagsbehandler kender barnet godt nok. Det kan kræve flere møder med barnet. Målet er at sagsbehandler kan komme tæt nok på barnet og anbringelseshjemmet til at kunne fornemme barnets stemning og se en potentielt uhensigtsmæssig anbringelse. Sagsbehandler har det personrettede tilsyn og vi ved, at det desværre sjældent er barnet selv, der sætter ord på uhensigtsmæssigheder i anbringelsen.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår at:

  1. Hyppigheden af møder mellem den anbragte og sagsbehandler skal vurderes ud fra det enkelte barns ønsker og situation. Hvis der er udfordringer i barnets liv med trivsel eller skole bør sagsbehandler følge hyppigt op. Hvis barnet er velanbragt, i god trivsel og er en del af skole og fællesskaber kan det være rigelig fint med de to årlige besøg.
  2. Der bør dog minimum afholdes 4 møder mellem den anbragte og sagsbehandleren i de første to år barnet er anbragt og minimum 4 møder efter et skift. Det skal sikre at barnet er velanbragt og både barn og voksne har rette støtte i den første tid i en ny virkelighed.

Bedre børnesamtaler

Omkring en tredjedel af børn og unge mellem 11 og 17 år føler sig ikke inddraget i deres egen sag. Generelt på topmødet fyldte det, at man ikke har følt sig hverken set, hørt eller forstået i mødet med systemet.

I sig selv er den gode børnesamtale også en svær opgave og noget der kræver øvelse. Samtidig fortæller socialrådgivere, at de oplever manglende tid, hvilket går ud over kvaliteten af og udfordrer oveholdelsen af lovpligtige samtaler.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår at:

  1. ​Der afsættes en pulje til udvikling og implementering af nye værktøjer. Puljen skal afsættes i satsligt regi og skal øge inddragelsen af den anbragte. Fx kan F.I.T. (Feedback Informed Treatment) være en måde at følge op på barnets oplevelse.
  2. At der indsamles mere viden og foretages mere forskning i børneinddragelse, der kan implementeres i praksis, uddannelse og tilsyn. Der er allerede indledende gode erfaringer med fx den dialogiske samtalemodel som Børns Vilkår og Socialstyrelsen har arbejdet med.
  3. Et kompetenceløft af socialrådgivere i praksis. Børnesamtaler skal øves og udvikles løbende. Mesterlære og supervision kan være værktøjer der kan styrke praksis i de konkrete samtaler.

Barnet skal have en livsbog

Mange anbragte børn og unge mangler fornemmelsen af, hvem de er og hvor de kommer fra. Det kan resultere i rodløshed, manglende selvværd og svære muligheder for identitetsdannelse.

Dette er paradoksalt, da der faktisk skrives rigtig meget om barnets liv. Men som det er nu, er sagsakter sjældent et hjælpsomt eller rart indblik i barnets liv for den anbragte selv.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår at:

  1. ​Anbragte børn og unge har ret til Barnets Livsbog, der indeholder billeder og historier om vigtige begivenheder i barnets liv, som barnet kan tage til sig som en del af sin livsfortælling. Myndighed har en god mulighed for at indsamle relevante billeder, udtalelser mv. der kan gemmes i barnets livsbog. Samtidig vil det hjælpe til at skabe en supplerende dokumentation, der i mere almindelige ord beskriver, hvordan livet udviklede sig for barnet

Ditte Brøndum, Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Camilla Damgaard, Programchef i Egmont Fonden og Tine Vesterby Sørensen, Familie- og rådgivningschef i Gladsaxe Kommune, snakkede med årets Topmøde om det elementære i, at anbragte børn og unge har tillid til systemet og har en voksen, de kan stole på.

“Første gang jeg blev tvangsfjernet, havde jeg ingen voksen at stole på. Hvis nogen havde været der, havde jeg måske haft større tiltro til voksne fra skolen og kommunen”

Tidligere anbragte og deltager på Topmødet 2020

Handleplaner

Handleplaner udgør skelettet af indsatserne på anbringelsesområdet. Som det centrale styringsredskab sætter det retning for indsatsen, koordinerer samarbejdet mellem aktørerne og former derigennem barnets møde med systemet. Men både nuværende og tidligere anbragte peger på, at handleplanen og den tilhørende skriftlige dokumentation er en svær størrelse af flere årsager:

  • Handleplanen har et stort problemfokus
  • Handleplanen har et individuelt fokus på barnet og det er barnet der skal udvikle sig
  • Handleplanen skal altid have mål, dvs. anbragte børns barndom kan få karakter af et udviklingsprojekt
  • Handleplanens målopbygning med SMARTe mål forudsætter en linearitet, som livet ikke afspejler

De Anbragtes Vilkår ønsker derfor, at der skabes en ny måde at opbygge og udarbejde handleplaner på. De nye handleplaner skal ikke have mål for barnets udvikling, men mål for hvordan de fagprofessionelle kan hjælpe barnet til at møde betingelserne for et godt børneliv. Barnet skal møde et trygt og relevant anbringelseshjem, kunne opretholde en meningsfuld relation til sin familie, være en del af sociale fællesskaber, have reel mulighed for at tage en uddannelse, samt modtage faglig, kompetent udredning og behandling til de udfordringer, der eventuelt måtte kræve det. Der skal altså ses meget mere på barrierer og kontekst, end på barnet alene.

Det fordrer også en ny måde at arbejde med handleplaner på, hvor handleplanen sætter en retning, udfører og definerer mål for indsatsen og hvor barnets ønsker og behov står centralt. Der skal skelnes tydeligt mellem hverdag og de overordnede støttemål. Ambitionen er, at alle anbragte børn og unge skal møde betingelserne for et godt børneliv.

De Anbragtes Vilkår har i samarbejde med tidligere anbragte og en forskergruppe identificeret og systematiseret de udfordringer, der er ved den nuværende måde at tænke handleplaner på, og har herfra udarbejdet et forslag til fremtidens handleplaner. Du kan læse forslaget her.

D. 23. juni 2020 afholdt De Anbragtes Vilkår et dialogmøde med politikere, fagprofessionelle, ankestyrelsen og fonde. Du kan læse vores referat af drøftelserne her.

“Handleplaner er som ens tilsynsrapport
-og så er man bare spændt på, hvor mange K3’er man har…”

– Tidligere anbragt

Peer støtte

Peerstøtte – i dette tilfælde støtte fra tidligere anbragte – rummer et stort potentiale for at gøre en positiv forskel for mennesker i udsatte positioner. Der er efterhånden mange gode erfaringer fra voksenpsykiatrien med brugen af peers som både mentorer og som medarbejdere.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår at:

  1. Der afsættes midler af til et projekt, der kan undersøge potentialet i at arbejde med peers på anbringelsesområdet. Her kan tidligere anbragte unge være støttepersoner for nuværende anbragte børn og unge efter inspiration fra voksenpsykiatrien, og måske endda ansættes som peer-medarbejdere på døgntilbud, ligesom peers måske kan gøre en positiv forskel i forhold til børneinddragelse hos de sociale tilsyn. En sådan indsats vil kræve et ambitiøst projekt, der investerer i udvikling af relevant uddannelse og understøttelse til peer-medarbejderne, ligesom man har gjort på voksenområdet

 

Vil du vide mere om de erfaringer, man har gjort med peer-støtte i psykiatrien kan du læse her. Det er et andet område og der vil skulle ske en oversættelse og udvikling af indsatsen, men erfaringerne er vigtige og præciserer, hvad det betyder:

Invester i det gode match mellem barn og anbringelsessted

Det rette match mellem et anbragt barn og anbringelseshjem er et vigtigt element, for at kunne opleve tryghed i sit hjem og møde betingelserne for et godt børneliv. På topmødet blev det tydeligt, at der med fordel kan investeres i at skabe en bedre overgang ind i anbringelsen. Når vi kører et barn i dagtilbud på almenområdet er der et stort fokus på at skabe de gode overgange og opmærksomhed ind i den potentielle skadelige virkning et tab af tryghedspersoner kan have på et barn. Vi ønsker at samme opmærksomhed lægges ind over anbringelsen.

De Anbragtes Vilkårs anbefaling lyder derfor således:

  1. Implementér et nyt trin i anbringelsesproceseen, der har fokus på det gode match og herefter skabe så nænsom en overgang som muligt. Sagsbehandlere og pædagoger fra døgntilbud eller plejeforældre skal sammen udvikle en proces for den ultimative indkøring. Det kan være at barnet f.eks. kan få billeder og præsentation af stedet og de voksne barnet skal bo hos forud for anbringelse, mens besøg på stedet inden anbringelse bør være obligatorisk – ikke mindst for at barnet får mulighed for at præsentere sig selv og møde de nye mennesker i barnets liv. Når kommunen ved, at et barn eller en ung skal anbringes, bør barnets sagsbehandler(e) desuden undersøge, om der er noget, der kan være barnets tryghedsperson gennem forløbet. Det er en ret for barnet i dag, men er sjældent gældende i praksis.Som et led i den gode indkøring kan man med fordel også arbejde med, om man kan blive bedre til at invitere barnets potentielle tryghedspersoner ind. Det er afgørende, at skabe en tilpas langsom proces, så barnet og familien kan følge med og der kan være en bæredygtig anbringelse på plads når barnet anbringes. Ofte bliver selve anbringelsesprocessen meget hurtig og det gør selve anbringelsen sværere end nødvendigt og er potentielt skadelig. Selvsagt skal barnets sikkerhed altid vægte højest, når processen planlægges.

Systemet skal have bedre fleksibilitet for at forebygge skift

Der kan være gode grunde til, at et anbragt barn skal flytte – enten fra sin plejefamilie, et nyt døgntilbud eller skole. Desværre oplever vi alt for ofte, at flytninger handler om andre faktorer end barnets tarv. Tal fra Danmarks Statistik viser, at en fjerdedel af børn som bliver fjernet som spæde, oplever 1-3 skift, før de når skolealderen. Skiftene stiger i frekvens, jo ældre børnene er, når de anbringes. Vi ved, at skift er skadelige for barnets mulighed for tilknytning, for at blive en del af et fællesskab og for barnets følelse af tryghed.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår at:

  1. Social- og imdemrigsministeriet iværksætter en undersøgelse, som fokuserer på at sikre flere stabile og bæredygtige anbringelser, herunder:
    – Muligheden for topartsgodkendelser ifm. flytning: Man bør sikre, at flytning er sidste udvej. Det kan ske ved at stille krav om en grundig redegørelse for årsagerne til flytning, som dokumenterer, at alle muligheder er afsøgt. En ekstern aktør bør gennemgå redegørelsen og vurdere, om der kan gøres noget for, at barnet kan blive, såfremt det ikke drejer sig om personkrænkende forhold mod barnet i anbringelseshjemmet.
    – Hvordan vi sikrer den rigtige type anbringelse – første gang: For mange børn flytter rundt i forskellige typer anbringelse. Hvordan sikrer vi en bæredygtig anbringelse – fra start? Det kræver gennemsyn af beslutningsgangene ifm. anbringelse, herunder hvem som træffer beslutningen, og hvordan man tværfagligt sikrer de rette udredningskompetencer. Undersøgelsen bør også adressere mulige økonomiske incitamenter for hjemgivelse.
    – Om skillelinjen ved det 12. år, hvor barnet bliver part i egen sag, er for sent. Der kan blive truffet store beslutninger i et anbragt barns liv, men i dag er det først ved det 12. år, at barnet bliver part og dermed f.eks. kan klage til Ankestyrelsen. Det bør derfor undersøges, om denne skillelinje er hensigtsmæssig, og hvorvidt en mere gradvis tildeling af rettigheder kunne styrke barnets oplevelse af medindflydelse i eget liv.
– En fjerdedel af børn, der bliver fjernet som spæde, oplever 1-3 skift, før de når skolealderen –

Danmarks Statistik for Jyllands-Posten, 29. februar 2020

Anbringelseshjemmet

På Topmødet talte De Anbragtes Vilkår med en række politikere og fagproffessionelle om, at anbragte børn og unge skal kunne regne med noget; at anbragte børn skal kunne slå rod, hvis de skal kunne vokse. I videoen møder du Mette With Hagensen, daværende Formand for Børnerådet, Verne Pedersen, Næstformand hos Socialpædagogerne, Camilla Fabricius, Socialordfører i Socialdemokratiet, Tine Vesterby, Familie- og rådgivningschef i Gladsaxe Kommune, Karina Adsbøl, Socialordfører i Dansk Folkeparti og Trine Torp, Socialordfører i SF.

Anbringelseshjemmet

Anbringelseshjemmet spiller naturligt en hovedrolle i barnets liv. Det er her, barnet kan slå rod og vokse, hvis det møder de rette betingelser.

Et godt anbringelseshjem, hvor barnet møder voksne, det kan stole på, kan være afgørende for en positiv udvikling. Det bør samtidig være et hjem, hvor barnet får mulighed for at forstå sig selv som andet end sin anbringelse.

​Brug pilene til at læse vores anbefalinger knyttet til anbringelseshjemmet

Et anbringelseshjem med hjemlige kvaliteter

Vi ved godt, hvad der i store træk kendestegnes som vigtige betingelser for et godt børneliv. De tilbud vi giver anbragte børn og unge, bør afspejle samme kvaliteter og måles op imod det som succeskriterier.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår at:

  1. Anbringelseshjemmet skal sikre mere en-til-en tid, og øget tilgængelighed til en voksen tryghedsperson
  2. Anbragte børn og unge skal opleve mere ægte relationer og voksne, der rigtigt “vil dem”. Børn har brug for kærlighed, kram og nærværende voksne.
  3. Anbringelseshjemmet og sagsbehandlere skal sørge for at barnet får styrket sit netværk, får trygge relationer og er del af et fællesskab – både via kontakt til gamle venner, fritidsaktiviteter og mulighed for at have venner på besøg hjemme.
  4. Plejefamilier og pædagoger på døgntilbud får mere ekstern supervision. Herunder at Socialstyrelsen udvikler nogle faglige standarder for hvad der kendetegner god faglig supervision.
  5. Døgntilbud bør se på, hvordan der endnu bedre kan arbejdes med den faste dokumentation. For mange anbragte er det mærkeligt, at man ved, der bliver skrevet en masse ned af de voksne, men man ved ikke hvad. Tilbuddet skal være undersøgende på, hvordan det kan gøres bedre og mere trygt – i fællesskab med de unge.

Mulighed for at fastholde kontakt til de primære voksne i barnets liv

Anbragte børn oplever ofte, at de voksne i deres liv forsvinder. Det kan f.eks. være fordi barnet flytter fra sit anbringelseshjem, fylder 18 eller fordi den voksne får nyt job. Det kan være ødelæggende for et barn, at miste en voksen man føler sig knyttet til.

​På topmødet blev det tydeligt, at bevidstheden om at alt er midlertidigt, gør det svært for anbragte børn og unge at knytte sig til voksne og bede om hjælp.

​Børn må ikke være alene i livet. Når systemet tager et anbragt barn i hånden, må den hånd ikke slippes, før den er givet ordentligt videre.

​De Anbragtes Vilkår anbefaler derfor at:

  1. ​Anbragte børn og unge skal kunne fastholde kontakten til deres primærperson, selvom der sker ændringer i barnets eller primærpersonens liv.
  2. På døgntilbud skal barnet efter tre måneder have høringsret i forhold til at vælge dets primærperson. Samme ret bør altid være gældende ved et udefrakommende påført skifte (f.eks. hvis den tidliger primærperson får et nyt arbejde)

Barnet skal møde kærlighed, selvom det “vokser op på nogens arbejdsplads”

Anbragte børn og unge vokser op iblandt professionelle relationer. Uanset om det er et døgntilbud eller en plejefamilie, får de voksne løn for at påtage sig en forældreopgave.​

I de seneste år har der været et stort fokus på at professionalisere relationen mellem pædagog og barn, hvor særligt de 3 p’er (privat, personlig og professionel adfærd) har sat et mål om, at anbragte børn og unge ikke skal knytte sig til den enkelte voksne og at relationen skal være udpræget professionel og personlig, men aldrig privat.​

Samtidig ved vi, at netop “den særlige voksne” kan spille en afgørende, positiv rolle for barnets liv. Disse voksne er typisk kendetegnet ved netop at have brudt den professionelle facade og være gået mere “ægte” ind i relationen. Det er voksne, der har turdet sige til barnet at de holdt af det, måske endda elskede det, og har indtaget en anden rolle i forhold til netop dét barn.

På topmødet blev det tydeligt, at dem der var vokset op på tilbud, hvor de voksne fx ikke måtte give kram, aldrig delte noget om sig selv eller opretholdte skøre regler, som at man fx ikke måtte lave en julegave var et underligt børneliv, der gjorde det svært for barnet at se sin egen værdi og tage imod de voksnes hjælp. En deltager reflekterede meget illustrerende, da han sagde:

“Tænk, hvis jeg havde fået flere kram…”

Der skal arbejdes aktivt med den utryghed, som magtanvendelser og psyskisk vold kan medføre

Magtanvendelser er voldsomme, utrygge og skadelige for et anbragt barns mulighed for at stole på de voksne og bør minimeres.

​De Anbragtes Vilkår anbefaler at:

  1. ​De voksne omkring barnet løbende drøfter, hvorvidt magtanvendelser kunne være undgået – også selvom den er lovlig
  2. Magtanvendelser i højere grad evalueres med barnet selv – eventuelt med en bisidder
  3. De voksne skal blive bedre til at følge op på magtanvendelser med de andre børn og voksne eller hele familien ved pleje hvis der var andre til stede. Det er også voldsomt for andre børn at opleve et barn blive udsat for magtanvendelse, og derfor skal episoden bearbejdes i fællesskab

​I forlængelse heraf ønsker vi at sætte fokus på den forråelse der kan ske blandt personale og plejeforældre. Psykisk vold er i dag anerkendt i straffeloven, da pyskologisk påvirkning af et andet menneske kan være så destruktivt og skadeligt, at den kan beskrives som vold. Det er dog vigtigt, at det bliver helt tydeligt, hvilke handlinger der defineres som strafbar, psykisk vold.

​De Anbragtes Vilkår anbefaler derfor at:

  1. Social- og Indenrigsministeriet revurderer vejledningen til magtanvendelsescirkulæret, så det tydeliggøres hvornår der er tale om henholdsvis lovlig og ulovlig magt i forhold til pyskisk vold.

Skole

Mange anbragte børn oplever udfordringer med deres skolegang. Skolevægring, skoleskift og perioder uden skolegang er særligt udtalte. Mange anbragte børn og unge har et mere kompliceret liv, der i perioder kan gøre det svært at koncentrere sig som skole. Desværre kan det i nogle tilfælde tolkes som faglige udfordringer.

Resultatet er desværre, at kun ca. halvdelen af anbragte børn og unge i Danmark færdiggør folkeskolen med afgangsprøve. Af dem har kun 23% en ungdomsuddannelse seks år efter 9. klasse.

Det er et problem, da vi ved, at skolegang er en afgørende beskyttelsesfaktor i anbragte børn og unges liv.

Brug pilene til at læse vores anbefalinger.

Der skal udarbejdes en ‘Barnets Skoleplan’

I alt for mange tilfælde er det op til barnet selv at skabe de gode overgange imellem skole, anbringelseshjem og biohjem. Kombineret med at mange anbragte børn kan have en skrøbelig elevidentitet, bliver det vigtigt, at de voksne omkring barnet tager ansvar for den gode skolestart og herefter hvordan man i samarbejde bedst kan støtte barnets skolegang. Skoleplanen er inspireret af de ”sorgplaner”, der allerede udarbejdes for børn, der mister en forælder.

De Anbragtes Vilkår anbefaler derfor at:

  1. Der laves en plan for skolestart og trivsel på tværs af skole, anbringelseshjem, barnet og evt. det biologiske hjem, når barnet starter i en ny skole eller kommer i skole, efter man er blevet anbragt.
    En ‘Barnets Skoleplan’ bør gøres obligatorisk og indeholde følgende:
    – Hvordan man fortæller om sin anbringelse til klassen på en god måde med respekt for barnets ønsker
    – Hvad de voksne omkring barnet gør, hvis barnet får det svært
    – Udpegelse af en tryghedsvoksen på skolen – Overvejelser om, hvordan den resterende forældregruppe inddrages.

Der skal føres bedre tilsyn med børnenes skolegang

Anbragte børn oplever ofte skolevægring og perioder uden skolegang. Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår at:​

  1. Det personrettede tilsyn mere aktivt følger op på skolegangen. Herunder om barnet faktisk udvikler sig skolefagligt.
    Der bør i handleplanen tidligst muligt og senest ved færdiggørelsen af 7. klasse, udarbejdes en langsigtet uddannelsesplan hvor planerne idag primært kigger et år frem
  2. Det bliver et retskrav – også for anbragte – at have 10 års skolegang (1800 skoledage)
  3. Der udvikles en ekstern tilsynsmodel til interne skoler/ dagbehandlingstilbud. Interne skoler og dagbehandlingstilbud kan være det rigtige for nogen børn, men der idag for lille opfølgning på deres kvalitet. Ved indførelsen af et eksternt tilsyn kan der bedre følges op på det enkeltes tilbuds kvalitet. Derudover vil et eksternt tilsyn fordre udviklingen af en central kvalitetsmodel.

Anbringelseshjemmet skal påtage sig en forældreopgave i forhold til barnets skole

Nogle anbragte børn har svært ved at finde deres plads i skolen og oplever derfor skolevægring og endda konflikt. Har barnet for mange bekymringer – sociale eller faglige – kan det blive negativt definerende for barnets elevidentitet.

​De Anbragtes Vilkår anbefaler derfor at:

  • Anbringelseshjemmet tager ansvar for samarbejdet med skolen og stiller krav til barnets skolegang
  • Anbringelseshjemmet tager ansvar for at hjælpe skolen med at få en positiv fortælling om barnet for at hjælpe barnets elevidentitet godt på vej og klæde lærerne på til at opdage barnets styrker

Kåre var min primærlærer. Han var god til at lytte og jeg vidste altid, at han ville mig det bedste. Han hjalp mig i skolen og efter skole. Jeg var også tit hjemme hos ham. Kåre gav mig meget støtte. Jeg taler stadig med Kåre i dag.

– tidligere anbragt og deltager på Topmødet 2020

Det biologiske hjem

De biologiske forældre er, på godt og ondt, meget afgørende i et anbragt barns liv. Børn er ofte meget loyale over for deres forældre og mange anbragte unge vender hjem igen efter anbringelsen. Derudover er dét at have en relation til sine forældre en vigtig kilde til selvforståelse og identitetsdannelse. Det er vigtigt at forstå, hvor man kommer fra, hvordan man ligner sine forældre mv. Det er vigtigt i forhold til at forstå sig selv – men også for at arbejde med sig selv. Endelig vil en konflikt med forældrene eller manglende opbakning fra forældrene ofte være en stress- og bekymringsfaktor i et anbragt barns liv.

Derfor er forældresamarbejdet vigtigt.

Anbragte børn og unge oplever alt for ofte, at der ikke er hjælp og støtte i forhold til relationen til det biologiske ophav. Men et godt samarbejde mellem sagsbehandler, anbringelseshjem og forældre øger barnets mulighed for at opleve stabilitet og tryghed i sin anbringelse.

De Anbragtes Vilkår anbefaler at:

  1. Kommunen skal sikre, at arbejdet med familien fortsætter under anbringelsen, så de voksne får hjælp til at træde ind i rollen som forældre til et anbragt barn. der er konflikt mellem familie og anbringelseshjem, bør det være et pejlemærke, at støtten til barnet øges, da barnet risikerer at blive klemt i midten. Herunder:
  • Kommunen skal i samarbejde med anbringelseshjemmet se på, forældrene kan få en konfliktnedtrappende kommunikationskanal med kommunen. Når mange forældre vælger at anke deres sag kontinuerligt, kan det være fordi, de oplever det som den eneste handlemulighed. Der skal være andre handlemuligheder, da konflikter er forstyrrende for barnet og er uhensigtsmæssigt for samarbejdet
  • Kommunerne skal tilbyde særligt plejeforældre bedre støtte til samarbejdet med det biologiske hjem, som er komplekst og til tider svært
  1. Kommunerne skal give hjælp og støtte til samvær med de biologiske forældre, det bliver meningsfuldt. Hvis barnet giver udtryk at samværet ikke er rart, må de øvrige voksne omkring barnet undersøge hvorfor og finde nye muligheder samværet. Samtidig skal det altid være okay for et barn at sige nej til samvær.
  2. Sagsbehandler og anbringelseshjem skal være undersøgende i forhold til at etablere bedre og mere fleksible muligheder for samvær, så det biologiske ophav kan spille den bedst mulige rolle givet omstændighederne. I dag er det i alt for høj grad et “alt-eller-intet”-valg for anbragte børn og unge, når det handler om samvær med deres forældre.
  3. Ved hjemgivelse skal kommunen sikre, at der er tilstrækkelig støtte til både barn og familie, så livet som familie kan komme godt i gang igen.

Tilsyn

Alt for mange anbragte børn og unge oplever ensomhed og føler ikke, at de har en tryg relation til en voksen. Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår at Socialtilsynets kvalitetsmodel opdateres, således at der spørges ind til og måles på:

  • Om barnet oplever at have en tryghedsperson/ betydningsfuld relation i sin hverdag. Hvis ikke, skal der udarbejdes en plan for at få det

Derudover bør følgende også mere systematisk følges op på i tilsynsarbejdet:

  • Hvordan anbringelseshjemmet arbejder med identitetsdannelse og selvforståelse. Herunder særligt fokus på relationer, rollemodeller og aktiviteter i et ikke-proffessionelt setup.
  • Hvordan der arbejdes med at fastholde og udvikle barnets netværk og fællesskaber udenfor anbringelsesstedet
  • Hvordan anbringelseshjemmet samarbejder med barnets skole i en ansvarspåtagende forældrerolle

 

Vil du vide mere om Socialtilsynet?

Gå til Socialstyrelsens hjemmeside

Fritidsliv

Sport og fritidsaktiviteter er vigtige for at give anbragte børn og unge et ikke-betalt netværk, da stærke relationer er vigtige veje til at få en uddannelse og til at styrke trivsel. Anbragte børn og unge skal have muligheder for og støtte til at udvikle en selvforståelse og identitet, der er lige så mangfoldig som andre børn og unges.

Adgangen til fælleskaber og det vigtige samarbejde mellem anbringelseshjemmet, civilsamfundet og foreningslivet er et vigtigt tema. Alligevel er der her kun en overordnet anbefaling, fordi det i mindre grad blev berørt på vores topmøder i 2020. Vi ved, at fællesskaber for anbragte børn uden for anbringelseshjemmet er en mangelvare i dag, men afgørende for at anbragte børn og unge kan få et bæredygtigt netværk, opdage styrker og få vigtige kompetencer. Det at have venner, få interesser og være en del af ungdomskultur uden for anbringelseshjemmet, er afgørende for at kunne finde vej i uddannelsessystemet. Det er et emne, der nogle steder er i fokus i kommunerne, men også noget der med fordel kan arbejdes meget mere strategisk med – gerne i projektsammenhæng.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår at:

  1. Foreninger, kommuner og anbringeleshjemmet sammen finder nye veje til at støtte et anbragt barn eller ung i at bygge bro til sport og fritid. De voksne, som barnet stoler på, skal kunne blive sammen med barnet til fritidsakitiviteten.

Mit fodboldhold gav mig et fællesskab, hvor jeg fik et sted, hvor jeg følte, at jeg hørte til.

– tidligere anbragt og deltager på Topmødet 2020

Efterværn

I gennemsnit flytter danske unge hjemmefra, når de er 21 år. For anbragte unge sker det ofte, når de fylder 18, selvom de – modsat andre danske unge – ofte ikke har et stabilt netværk at trække på i overgangen til voksenlivet og for mange kun lige har færdiggjort folkeskolen og måske ikke endnu er kommet igang med en ungdomsuddannelse.​

Det betyder, at overgangen ofte er forbundet med store udfordringer. Mange anbragte unge mister derfor desværre fodfæste og lever herefter et liv på kanten af samfundet uden job, uddannelse, bolig og stabile relationer. For nogen i en permanent tilstand.

​De Anbragtes Vilkår har derfor en række anbefalinger i relation til efterværn og overgangen til voksenlivet.

​Brug pilene til at læse nærmere.

Vi skal ændre succeskriterierne for anbringelse

I dag ophører tilbud om støtte, når den unge er 23 år, men det gør mange unges behov for støtte ikke. Den aldersmæssige begrænsning er ofte ikke meningsfuld. Fokus bør i stedet være på den unges situation, og systemet bør først give slip på sin forældreopgave, når den unge er godt på plads i voksenlivet.

De Anbragtes Vilkår anbefaler derfor at:

  1. Kommunernes tilbud om støtte skal vare ved, indtil den unge har fundet fodfæste i voksenlivet, dvs.:
    – Vi skal have nye succeskriterier for anbringelse, som betyder, at støtten fra kommunen ikke ophører, før den unge har:
    • Et stabilt sted at bo
    • Er i gang med noget (job eller uddannelse)
    • En stabil relation at trække på/ringe til, hvis der opstår problemer.
    • De unges mulighed for støtte skal udvides indtil det 30. år. Hvis den unge ved det 30. år fortsat ikke har fundet fodfæste (jf. de tre kriterier ovenfor), skal der laves en bæredygtig plan for overgang til voksensystemet, der kan arbejde på en anden måde.
  2. Den unge skal have mulighed for selv at pege på en kontaktperson, som skal følge med den unge ind i voksenlivet. Det er sagsbehandlerens ansvar at gøre alt, hvad der er muligt for at indgå aftale med den valgte kontaktperson

Efterværn skal være en ret

Efterværn, det vil sige muligheden for at få hjælp og støtte i overgangen til voksenlivet, er i dag et tilbud, systemet vurderer, om den unge har behov for.

De Anbragtes Vilkår anbefaler at:

  1. Efterværn skal være en rettighed for alle tidligere anbragte børn og unge. Det skal være sagsbehandlernes opgave sammen med den unge at finde ud af, hvordan den unge kommer godt på vej videre. En vigtig del af det handler om at kigge mod civilsamfundet og inddrage frivillige tilbud og foreninger i alle aspekter af arbejdet.
  2. Selvom nogle unge er trætte af systemet, når de fylder 18 år og ønsker at løsrive sig, skal det altid være muligt at ombestemme sig og få hjælp, hvis behovet opstår – også efter man er fyldt 23 år.

Efterværn
– Uddannelsesplan

Vi ved, at mange tidligere anbragte unge kæmper med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Omkring halvdelen er ufaglærte som 30-årige. Hver sjette er på førtidspension.

I forbindelse hermed anbefaler De Anbragtes Vilkår at:

  1. Det skal være en obligatorisk del af efterværnet, at sagsbehandler og den unge i fællesskab laver en uddannelsesplan, der som minimum skal hjælpe den unge igennem en ungdomsuddannelse og også gerne videre i uddannelsessystemet. Uddannelsesplanen evalueres årligt af sagsbehandleren og den unge.

Efterværn
– Støtte til ungdomsuddannelse

I dag er der ikke krav til kommunerne om at tilbyde tidligere anbragte unge målrettet støtte til at gennemføre en ungdomsuddannelse, selvom det kunne øge antallet af unge, der gennemførte en uddannelse.

De Anbragtes Vilkår anbefaler at:

  1. I uddannelsesplanen ifm. efterværn skal det fremgå, hvilken støtte den unge modtager undervejs, ligesom sagsbehandler og den unge drøfter mulighederne for hjælp, hvis der opstår problemer
  2. Kravet om egenbetaling i efterværn skal fjernes
  3. Anbragte unge (også de i efterværn) skal have ret til SU

Efterværn
– Psykologhjælp og terapi

Unge som har været anbragt som børn, har ofte negative oplevelser, som ikke er bearbejdet i barndommen – eller traumatiske oplevelser som først viser sig senere i livet. Alt for ofte flytter den unge hjemmefra uden at have fået specialiseret hjælp til at håndtere følelser og erindringer i forbindelse med dårlige oplevelser i barn- og ungdommen. Det kan medføre negative handlemønstre, som kommer til at præge voksenlivet.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår at:

  • Barnet eller den unge skal sikres den rette hjælp til Low Arousal og traumehåndtering. En indsats som bør starte allerede under anbringelsen
  • Psykologhjælp og anden terapi skal være gratis for tidligere anbragte unge. Det bør være et krav, at planen for efterværn tager stilling til behovet for terapi og hjælper den unge ind i de rigtige forløb
  • Der kan med fordel investeres i projekter som MIKADO, der målrettet er udviklet til at hjælpe tidligere anbragte unge med at forstå deres egen sag og livsforløb
De Anbragtes Vilkår er med i Policy Lab

I 2020 har De Anbragtes Vilkår, sammen med de øvrige aktører  i Policy Lab, udviklet en række anbefalinger til en nytænkning af efterværn.

Du kan læse anbefalingerne her

Brug anbragte børn og unges erfaringer til at gøre området klogere

I dag evaluerer kommunerne ikke systematisk den enkelte anbringelse med barnet eller den unge selv. Dermed går vigtig viden, der kunne benyttes til at forbedre anbringelsesområdet tabt.

De Anbragtes Vilkår anbefaler derfor at:

  1. Alle tilbydes en evalueringssamtale med f.eks. familiechefen, når anbringelsen ophører. Viden fra disse samtaler fungerer som feedback til kommunens fagpersoner, således at området løbende opkvalificeres.

I videoen taler Trine Torp, Tine Vesterby Sørensen, Familie- og rådgivningschef i Gladsaxe Kommune, Ditte Brøndum, Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening og Camilla Damgaard, Programchef i Egmont Fonden om vigtigheden i at inddrage nuværende og tidligere anbragtes erfaringer i designet af fremtidens anbringelsesområde.