En ret til indflydelse på, hvilken støtte man får og af hvem

Mange anbragte unge oplever et system, som ikke tager hensyn til eller ikke understøtter de personlige relationer, som er afgørende for, at den unge kommer godt ind i voksenlivet. Er matchet mellem den unge og støttepersonen ikke på plads, får man sjældent sat de rigtige løsninger i værk.

Nogle unge har en god oplevelse af overgangen, men alt for ofte bliver den ung tabt i systemet, føler sig presset eller afmægtig og “vælger hjælpen fra”. Også selv om der fortsat er behov, og en god voksenrelation er savnet.

En ret til stabil bolig og grundlæggende økonomisk tryghed

I gennemsnit er danske unge 22 år gamle, når de flytter hjemmefra. For anbragte unge sker det ofte, når de fylder 18, selvom de kunne ønske at blive i det hjem, de har. Hvor de fleste unge har familie og netværk at trække på, også når det gælder basale ting som at planlægge en flytning, få styr på budgettet, når man rykker ud på egen hånd, og at lande i det at bo for sig selv, står tidligere anbragte ofte alene.

Det er uholdbart, at systemet tvinger anbragte unge til at flytte ud, før de er klar, og ikke bakker tilstrækkeligt op i overgangen til voksenlivet. Det er paradoksalt, at vi som samfund på den måde har markant højere forventninger til anbragte unge, end vi har til andre unge i Danmark. Regler og tilbud på tværs af kommuner og forvaltninger er svære at gennemskue. Alt for ofte ligger opgaven med at afkode muligheder for støtte hos den unge selv og konsekvensen er, at mange ikke får den støtte, de har brug for og krav på.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår, at:

• Tidligere anbragte skal have ret til hjælp til at finde et godt sted at bo
  Tidligere anbragte har, ligesom alle andre unge, ønsker og drømme om gode liv – med uddannelse og job. Ambitioner, vi som samfund bakker op om. Men har man ikke et godt sted at bo og tryghed om, at man kan blive der, bliver det vanskeligt at lykkes med studie og job. Som tidligere anbragt er man, også når det gælder boligmarkedet, i en ekstra sårbar situation, både fordi man sjældent har et netværk at trække på, og fordi man sjældent har haft nogen, der har skrevet en op til andels- eller lejebolig. Derfor skal status som tidligere anbragt udløse støtte i at finde en god og stabil bolig, som matcher ved-
  kommendes behov, økonomi og livssituation.
• Tidligere anbragte skal have støtte i at etablere grundlæggende økonomisk tryghed
  De færreste 18-årige er fuldstændig økonomisk selvstændige – mange får hjælp enten direkte i form af børneopsparing, tilskud eller gaver, eller i form af hjælp til at få styr på økonomien af forældre eller netværk. Mange anbragte har ikke den støtte. Derfor er der brug for, at kommunen forpligtes på at støtte tidligere anbragte i at få overblik over egen økonomi og ro om den – herunder at guide til relevante tilskud, rimelige lånemuligheder m.m.

En ret til sammen at skabe en langsigtet plan om egen fremtid

Anbragte unge har ikke det samme sikkerhedsnet som de fleste andre unge. I praksis står den (tidligere) anbragte ofte alene, når hun fylder 18 år.

Det betyder, at der ikke er samme adgang til støtte i forbindelse med alt fra at flytte hjemmefra til at vælge uddannelse. Alt for ofte formår systemet ikke at skabe tryghed i overgangen – eksempelvis er det ofte sådan, at den anbragte først får afklaring på, hvad der skal ske ved fødselsdagen, umiddelbart op til.
Hos nogle unge starter bekymringen, om nogen har ens ryg, efter man fylder 18 år, allerede ved 14-15-års-alderen. Det stjæler livskvalitet. Energi og ressourcer går fra skolegang og fritidsliv, og i værste fald kan det føre til, at man “giver op på systemet”.

Derfor anbefaler De Anbragtes Vilkår, at:

• Anbragte unge skal kende deres rettigheder og muligheder
  Skal vi sikre, at den 18-års fødselsdag ikke giver anledning til frygt og bekymring, skal anbragte unge være forberedt. Derfor skal der bygges en bro til ungestøtte fra en tidlig alder. Kommunerne skal forpligtes på, at alle anbragte får en tryg dialog om egne muligheder og rettigheder i forhold til overgangen til voksenlivet. Det skal ikke være op til den unge at kende systemet og juraen bag, men systemet skal proaktivt gøre opmærksom på, hvordan og hvilke for-
  mer for opbakning og støtte den unge kan få.
• Ungeplanen skal laves af den anbragte unge sammen med relevante voksne
  Mange tidligere anbragte oplever, at der gennem livet er blevet lavet planer om dem – og hen over deres hoveder. Det er afgørende, at ungeplanen laves med reelt udgangspunkt i den unges ønsker. Samtalen om, hvordan fremtiden kan se ud, skal tage sin start, så snart det giver mening for den unge – men ikke senere end det 15. år. Samtalens karakter tilpasses barnets eller den unges alder, men det er vigtigt, at samtalen bliver åbnet tidligt, med fokus på at skabe tryghed om fremtiden. Ungeplanen skal hjælpe den unge selv at forholde sig til bl.a. støtteperson, uddannelse, bolig, job. Herunder skal kommunen forpligtes på at tale med den unge om og finde muligheder for opskrivning til andels- eller lejebolig, hvis det er relevant.