Brug DAV til praksisudvikling

DAV Praksisudvikling har til formål at styrke kompetencerne hos fagprofessionelle, der på forskellig vis er i berøring med anbragte børn og unge. Gennem interne uddannelser og kurser klæder vi vores aktive medlemmer på til at facilitere de forskellige spor af praksisudvikling. ​

På denne side kan du læse om mulighederne for, at inddrage anbragte børn og unges perspektiver i udviklingen af din praksis.

Hvorfor er praksisudvikling med DAV en god idé?

  • Det giver perspektiver fra både børn og unge i nuværende anbringelse og fra voksne, tidligere anbragte
  • Det skaber rum for en åben og ligeværdig dialog mellem repræsentanter fra DAV, nuværende anbragte børn og unge og/ eller fagprofessionelle
  • Det kan hjælpe anbragte børn og unge til at sætte ord på egne følelser, ønsker og behov
  • Det giver anbragte børn og unge en mulighed for at spejle sig i voksne med anbringelsesbaggrund
  • Det bidrager til at børneperspektivet repræsenteres i det daglige såvel som strategiske arbejde med anbragte børn og unge

Få de levede erfaringer ud til din arbejdsplads

DAV Undersøger

Interview med anbragte børn og unge

DAV Fortæller

Oplæg med den personlige fortælling

DAV & Monopolet for fagpersoner

Personer med anbringelsesbaggrund svarer på spørgsmål

DAV & Monopolet for anbragte unge

Voksne med anbringelsesbaggrund svarer på spørgsmål

DAV Underviser

Gæsteundervisning for studerende

DAV giver feedback

Sparring og perspektiver

Netværk Der Bærer

Kompetenceudvikling om netværk for anbragte unge

DAV Faciliterer

Skræddersyet efter tema

DAV Undersøger

DAV Undersøger tilbyder udviklingsforløb med afsæt i børn og unges perspektiver og oplevelser. Det kan fx være et børne-og ungehjem eller en kommune, der ønsker at få indblik i jeres børns trivsel, er nysgerrige på hvordan I kan støtte op om deres netværk eller noget helt tredje. Med et DAV Undersøger forløb får I indblik i jeres børn og unges perspektiver, og kan anvende denne viden til at udvikle praksis.

I forløb med DAV Undersøger interviewer voksne, tidligere anbragte fra DAVs undersøgerkorps børn og unge i nuværende anbringelse på fx jeres børne- og ungehjem eller i jeres kommune. Efter denne interviewundersøgelse giver vi tilbagemeldinger til både børnene og fagprofessionelle, hvorefter vi drøfter og planlægger mulige forandringstiltag sammen.

Vil du høre mere om priser og om, hvordan DAV Undersøger kan bistå praksisudvikling hos jer, kan du kontakte projektleder Jimmy Agerskov Krab her.

DAV Fortæller – oplæg

Vores korps af oplægsholdere stiller deres personlige, levede erfaring til rådighed for kommuner, institutioner og andre, der ønsker et autentisk perspektiv på anbringelsesområdet. Med DAV Fortæller bliver I klogere på, hvordan socialpolitik fungerer i praksis og hvordan det påvirker den enkelte – på godt og ondt.

Et oplæg med DAV Fortæller kan være et isoleret oplæg om et konkret emne, der giver vigtige indsigter til en personaledag eller et teammøde. Det kan også kædes sammen med andre tilbud, som fx DAV & Monopolet.

Vil du høre mere om priser og om mulighederne for oplæg fra DAV Fortæller, kan du kontakte projektleder Jimmy Agerskov Krab her.

DAV & Monopolet

For fagpersoner

I DAV & Monopolet svarer vores monopol af tidligere anbragte på spørgsmål eller dilemmaer fra fagprofessionelle med det formål at belyse børnenes perspektiv.

Vores monopol af tidligere anbragte tager udgangspunkt i egne oplevelser med anbringelse, og er derved en vej til at blive klogere på oplevelser og perspektiver hos anbragte børn og unge og få svar på dilemmaer og problemstillinger, der gør sig gældende i jeres daglige arbejde. Denne viden kan både give anledning til nye forståelser og handlinger, ligesom den kan anvendes som afsæt for videre dialog om den lokale praksis, samt hvordan man får inddraget egne børn og unges perspektiver yderligere.

DAV & Monopolet findes også i en version målrettet børn og unge på fx et børne- og ungehjem eller i en kommune. DAV & Monopolet kan også afvikles i en blanding af de to versioner.

Du kan kontakte projektkonsulent Maria Pârja her for at høre nærmere om priser og muligheder.

DAV & Monopolet

For anbragte børn og unge

Med DAV & Monopolet får nuværende anbragte børn og unge mulighed for at møde, høre og spørge ind til erfaringer fra tidligere anbragte voksne.

Med henblik på at gøre børn og unges anbringelse og/ eller anbringelseshjem endnu bedre, kommer et monopol bestående af tidligere anbragte voksne og besøger fx et anbringelseshjem. Forud for besøget er indsamlet en række spørgsmål fra stedets børn og unge omkring et ønsket emne. Det kan fx være “hvordan oplever du det, når der kommer tilsyn?” eller “hvordan var din første tid, da du flyttede ind i anbringelseshjemmet?” Spørgsmålene besvares i en åben spørgsmål-svar-seance mellem de nuværende anbragte og de voksne, tidligere anbragte. Dermed skabes også et rum for dialog om forskellige temaer og problemstillinger.

DAV & Monopolet findes også i en version målrettet fagpersoner. DAV & Monopolet kan også afvikles i en blanding af de to versioner.

Du kan kontakte projektkonsulent Alexander Sørensen her for at høre nærmere om priser og muligheder.

DAV Underviser

Co- og gæsteundervisning for studerende

Gennem co- og gæsteundervisning på fx professionshøjskoler og universiteter er vores underviser-korps af tidligere anbragte med til at klæde fremtidens fagprofessionelle på til mødet med sårbare og/ eller anbragte børn og unge.

Den personlige erfaring fra tidligere anbragte bidrager med nuancerede blikke og med fortællinger, som gør indtryk i forhold til at kunne lære og huske værdier i det fremtidige arbejde. Det direkte møde mellem dem, der har oplevet systemet på egen krop og fremtidens fagprofessionelle bidrager desuden med viden og indsigt på en anden måde, end underviseroplæg og faglitteratur kan.

Co- og gæsteunderviseren kan bidrage i eller varetage undervisningen i forskellig grad, enten som reel gæsteunderviser eller som co-underviser i et parløb med uddannelsesstedets underviser.

Kontakt projektleder Christina Gottschalck Bloch her for at høre mere om priser og om de forskellige muligheder for at bringe de levede erfaringer ind i undervisningen.

DAV giver feedback

Med DAV giver feedback giver vores Undersøgerkorps med anbringelsesbaggrund feedback og sparring på fx (nye) arbejdsgange, vejledningsmaterialer eller forsknings- og udviklingsprojekter, som vedrører anbragte børn og unge.

Vores Undersøgerkorps giver feedback med udgangspunkt i både personlig erfaring om det at være anbragt samt den brede erfaring, vi som forening repræsenterer. På den måde kan Undersøgerkorpset fx leve sig ind i, hvordan en ny arbejdsgang vil opleves ud fra anbragt barn/ ungs perspektiv.

Vores Undersøgerkorps kan give feedback gennem deltagelse i møder, på workshops eller ved give skriftlig feedback. Det kan også være en kombination.

Et forløb med DAV giver feedback kan fx handle om:          

  • Feedback på materialer, som skal anvendes af kommunens børne- og ungerådgivere. Feedbacken kan fx fokusere på sprogbrug, rækkefølge, eller de følelser, som et materiale kan give anledning til at reflektere over som anbragt barn/ ung.  
  • Feedback på nye måder at inddrage børn og unge på. Det kan fx være i forbindelse med implementering af ny lovgivning eller i forbindelse med lokale udviklingsinitiativer på anbringelsesområdet.  
  • Feedback på kampagner; fx om at ville rekruttere flere plejefamilier.

Et forløb med DAV giver feedback tilrettelægges efter jeres behov, og kan være med en kort eller længere tidshorisont alt efter, hvad der ønskes feedback på.

Kontakt projektleder Jimmy Agerskov Krab her, for at høre mere om priser og muligheder.

Undervisning i Netværk Der Bærer

Gennem fx efter- eller videreuddannelse, oplæg eller noget helt tredje sætter Netværk Der Bærer fokus på betydningen af netværk og relationer for børn og unge og bidrager til konkret viden om, hvordan man som fagperson kan være med til at støtte op om det. Undervisning i Netværk Der Bærer tager udgangspunkt i erfaringer fra udviklingsprojektet af samme navn. 

Undervisningen kan bl.a. bestå af et kort oplæg om erfaringer fra projektet, et oplæg fra en voksen, tidligere anbragt om personlige erfaringer med netværk, der ’spilles’ netværksbingo, samt facilitering af refleksion i mindre grupper ud fra cases og refleksionsspørgsmål.

Undervisningen kan fokusere på ét eller flere af følgende temaer:

  • Styrk forståelsen af barnets relationer, livshistorie og selvbillede 
  • Tag relationerne på børne- og unge hjemmene alvorligt  
  • Skab stærke forbindelser til lokalmiljøet  
  • Større fokus på netværket i forbindelse med fraflytning   

Vil du høre mere om priser og om, hvordan Netværk Der Bærer kan styrke jeres praksis, kan du kontakte Jimmy Agerskov Krab her.

DAV Faciliterer

DAV Faciliterer tilbyder forandringsprocesser indenfor et specifikt mål eller tema, hvor refleksion over egen praksis er central. Vi kommer ud til alt lige fra et kursus til en personaledag, hvor I ønsker at tale om fx Barnets Lov, kærlighed i professionen eller styrkelse af netværk og relationer. Her bringer vi de levede erfaringer med ind, ved enten at have voksne med anbringelseserfaring til at facilitere og dele egne erfaringer, eller ved at referere til vores brede indsigt og viden fra både nuværende og tidligere anbragte. Vi faciliterer dagen efter jeres behov og ønsker.

Vil du høre mere om priser og om, hvordan DAV Faciliterer kan bistå praksisudvikling hos jer, kan du kontakte projektleder Jimmy Agerskov Krab her.

Vi uddanner konsulenter til opgaven

Gennem interne uddannelsesdage og kurser bliver aktive, ordinære medlemmer i DAV klædt på til, at kunne facilitere de forskellige spor af DAV Praksisudvikling. Du kan læse mere om, hvordan ordinære medlemmer kan engagere sig i arbejdet her.