Hvad er en anbringelse?

I Danmark er ca. 14.000 børn og unge anbragt udenfor hjemmet, og bor således ikke sammen med deres biologiske forældre. Det svarer til ca. 1 % af alle børn og unge i Danmark. Tallet har ligget stabilt over en længere årrække.

På denne side kan du få indblik i, hvad det vil sige at være anbragt. Du kan bl.a. finde svar på, hvorfor nogle børn bliver anbragt og bor væk fra deres forældre, hvor man bor henne, når man er anbragt og hvad der sker, når man fylder 18 år.

Er du nysgerrig på, hvad De Anbragtes Vilkår har af anbefalinger til at styrke anbringelsesområdet, kan du kigge her.

13.959

børn og unge er anbragt

(Kilde: Danmarks Statistik, 2025)

Jeg blev anbragt første gang som 2-årig, fordi min mor var meget syg og ikke selv kunne passe min søster og mig. Selvom jeg i mange år havde det svært, kan jeg i dag se, at min anbringelse hjalp mig til at tro mere på mig selv.

– Alexander

Hvorfor bliver nogle børn og unge anbragt?

Der kan være mange grunde til, at børn og unge bliver anbragt.

Nogle gange skyldes det udfordringer hos forældrene og nogle gange skyldes det, at børnene har behov for særlig støtte. Det kan også være en kombination.

Fælles er, at barnet ikke trives i hjemmet og at det vurderes at være bedst, at man ikke bor fast hos sine forældre.

 

Hvor er man anbragt?

Når man er anbragt, bor man ikke sammen med sine forældre. I stedet for bor man eksempelvis i en plejefamilie eller på et børne- og ungehjem. Der findes mange forskellige måder at være anbragt på. De mest almindelige kan du læse om nedenfor.

8.324

Er anbragt i plejefamilie

(kilde: Danmarks Statistik, 2025)

 

4.682

Er anbragt på børne- og ungehjem

(kilde: Danmarks Statistik, 2025)

 

953

Er i andre former for anbringelse

(kilde: Danmarks Statistik, 2025)

Plejefamilie

Hvis man er anbragt i plejefamilie, bor man hos en almindelig familie i deres hjem. Her kan der også være andre plejebørn, ligesom der også kan bo børn, der er plejeforældrenes biologiske børn.

Der findes forskellige typer af plejefamilier. Det kan du læse nærmere om her.

 

Børne- og ungehjem

På et børne- og ungehjem bor man sammen med andre anbragte børn/ og eller unge, hvor der naturligvis også er voksne. Det kan være i et stort hus, på en gård eller noget helt tredje. Man har typisk sit eget værelse og så er der en række fællesarealer.​

Børne- og ungehjem kaldes sommetider også for døgninstitution eller opholdssted.

Der findes både børne og ungehjem, der drives af kommuner og børne – og ungehjem, som drives privat. Begge dele skal godkendes af Socialtilsynet og kan være godkendt til forskellige målgrupper.

Netværksplejefamilie

Modsat anbringelser i plejefamilie er en netværksplejefamilie, når det anbragte barn har en familie- eller netværksrelation til den familie, barnet er anbragt hos.

En netværksplejefamilie er fx, hvis et barn bor fast hos sin faster eller sin lærer fra skolen.

Ligesom ved en plejefamilie, indgår barnet/ den unge i det almindelige liv, der er i netværksplejefamilien.

Kost- og/ eller efterskole

Anbringelse på en kost- eller efterskole betyder, at barnet/ den unge bor og lever på kost- eller efterskolen i en given periode. Det er ofte ældre børn og unge, der bor i denne form for anbringelseshjem.

Når man er anbragt på en kost- eller efterskole, har man et hverdagsliv på skolen, der er ens for de øvrige kost- eller efterskoleelever.

Der findes dog også kostskoler, hvor der udelukkende bor anbragte børn og unge.

Eget værelse, kollegie eller kollegielignende børne- og ungehjem

Er man anbragt på eget værelse, kollegie eller under kollegielignende børne- og ungehjem, har man sit eget værelse eller lejlighed og skal klare sig selv med mulig hjælp, fx fra en støttekontaktperson, der kommer nogle gange om ugen. Graden af hjælp og støtte kan variere meget.

Denne form for anbringelse kan se meget forskellig ud. Det kan fx være i en ungdomsbolig, et kollegieværelse, en hybel, et opgangsfællesskab, en egentlig lejlighed eller et værelse i en privat bolig.

Formålet er hovedsageligt at forberede unge i anbringelse på voksenlivet.

Hvordan bliver man anbragt?

Fra underretning til børnefaglig undersøgelse

Underretning

En underretning er, når en borger eller en fagperson fortæller kommunen, at vedkommende er bekymret for et barns trivsel. Det kan fx være en nabo eller en skolelærer. Man kan både underrette anonymt og med navn. Kommunerne modtager hvert år mange underretninger.

Screening

Ved hver underretning skal kommunen inden for 24 timer vurdere, om barnet og/eller familien har behov for akut støtte. Nogle gange vurderer kommunen, at barnet ikke har behov for støtte og hjælp, efter der er lavet en screening – en indledende vurdering. Andre gange skal sagen undersøges yderligere og eventuelle udfordringer hos barnet og/ eller familien skal beskrives nærmere for at vurdere, om der er behov for særlig støtte, og hvilken type støtte der vil være relevant. Det sker gennem en afdækning.

Afdækning

En afdækning fokuserer på ét eller flere specifikke forhold, der kan have betydning for barnets støttebehov. Det kan fx være forhold i familien, barnets udvikling, skolefravær eller forældrenes ressourcer. En afdækning skal så vidt muligt gennemføres i samarbejde med barnet selv samt forældremyndighedsindehaveren. Kommunen skal desuden inddrage de fagfolk, der allerede har viden om barnets og familiens forhold, fx sundhedsplejersker, pædagoger eller lærere. En afdækning kan føre til, at der iværksættes støttende indsatser, at der træffes andre afgørelser om støtte, eller at der skal foretages en børnefaglig undersøgelse.

Børnefaglig undersøgelse

I nogle tilfælde er der behov for yderligere udredning af forholdene og støttebehovet for et barn eller en ung. I disse situationer skal kommunen udarbejde en børnefaglig undersøgelse efter § 20 i Barnets Lov. Undersøgelsen skal se på barnet, familien og deres netværk for at danne et helhedsbillede af situationen. Ligesom under en afdækning skal  relevante fagfolk, der allerede har viden om barnet og familien, inddrages. Barnets tanker og ønsker skal også høres og dokumenteres, og barnet skal inddrages i undersøgelsen. Hvis der er overvejelser om anbringelse af et barn uden for hjemmet, skal der altid foretages en børnefaglig undersøgelse.

Mulig anbringelse

Konklusionen på en underretning kan spænde bredt – lige fra at familien som samlet hele, skal have støtte i hjemmet, at der skal iværksættes foranstaltninger, der støtter i forhold til barnets skolegang eller noget helt tredje. I særlige tilfælde vurderes en anbringelse udenfor hjemmet at være den mest hensigtsmæssige løsning for barnet.

 

Med eller uden samtykke?

Når et barn skal anbringes, sker det enten med eller uden samtykke fra barnets forældre. De fleste anbringelser i Danmark sker med samtykke – altså hvor forældrene er enige i anbringelsen.

Men nogen gange sker en anbringelse uden samtykke. Det er også dét, der ofte kaldes tvangsanbringelse. Her er forældrene altså ikke enige i, at en anbringelse er det bedste for barnet.

 

Ca. 25% af anbragte børn og unge i Danmark er tvangsanbragte

(kilde: Vive, 2025)

Man kan tage en bisidder med til møder og samtaler

Min bisidder gav mig følelsen af virkelig at blive hørt og at vedkommende er 100% på ens side. Det har været en kæmpe hjælp, da min bisidder har kunnet hjælpe mig med at få ting sagt, som er ret svære og som jeg måske ellers ikke ville have sagt til sagsbehandleren.

– Camilla

Når man bor i anbringelse, skal man til en række møder med forskellige fagpersoner. Det kan fx være til børnesamtale i kommunen, i Familieretshuset eller Ankestyrelsen. Det kan være svært at få sagt alt det, man gerne vil. Derfor har man ret til at tage en bisidder med til alle disse møder. Desværre ved alt for få, at de har denne rettighed. Det er alene op til barnet/ den unge, om denne vil have en bisidder – hverken forældre, anbringelseshjem eller kommune kan modsætte sig, at man gør brug af sin ret til en bisidder.

Hvad er en bisidder?

En bisidder er en slags “støtteperson” – en voksen, der kan hjælpe og støtte en, så man får sagt og spurgt om de ting, man gerne vil, fx til møder med kommunen. Bisidderen kan samtidig hjælpe med at lytte og huske vigtige informationer. Samtidig kan bisidderen være med til at sikre, at kommunen overholder ens rettigheder. Bisidderen varetager kun barnets/ den unges interesser og er der for barnet både før, under og efter mødet.

Hvordan får man en bisidder?

Man har altid ret til en bisidder og kommunen har pligt til at hjælpe med at finde en, hvis man ikke selv kender en, man har lyst til at tage med.

Man kan frit vælge sin bisidder. Det kan fx være en voksen, man føler sig særligt tryg ved, såsom ens lærer, sin kammerats far eller en helt tredje. Der findes også en lang række tilbud, hvor igennem man kan finde en bisidder – fx Børns Vilkårs bisidderordning. Hvis man ikke selv har en, man har lyst til at tage med, har kommunen pligt til at hjælpe med at finde en bisidder.

Myndighed kan i ganske særlige tilfælde afvise en konkret bisidder. Det sker, hvis man ikke mener, at den konkrete bisidder kan varetage barnets/ den unges interesser. Typiske eksempler på bisiddere, der kan risikere at blive afvist er fx en stedmor, en bonusbror eller fars bedste ven, da der kan være grunde til at tro, at de ikke kan være upartiske (Kilde: Landsforeningen for børn og forældre).

En bisidder skal være mindst 15 år og en bisidder har altid tavshedspligt.

Som anbragt får man en 'barnets plan' eller en 'ungeplan'

Hvad er en ‘barnets plan’ eller en ‘ungeplan’

Når et barn/ ung bliver anbragt skal kommunen altid udarbejde en barnets plan eller en ungeplan. Planen er et redskab til at sikre, at barnet/ den unge får den bedst mulige støtte og omsorg under anbringelsen, og den skal så vidt muligt udarbejdes i samarbejde med barnet/ den unge selv og forældremyndighedsindehaveren.

Man kalder det en ungeplan, når barnet er over 16 år. En ungeplanen skal i lighed med en barnets plan indeholde konkrete mål for trivsel og udvikling. I en ungeplan er der dog også et særligt fokus på den unges overgang til voksenlivet, herunder med hensyn til beskæftigelse og uddannelse.

Barnets plan eller ungeplanen skal tage udgangspunkt i barnets/ den unges individuelle behov og ressourcer. På den måde bliver det også lettere at følge op på planen og justere den efter behov. Det er således ikke en statisk, fast plan, men derimod en plan, der løbende skal følges op og revideres, når og hvis der er behov for det. Den skal hele tiden være relevant og tilpasset barnets/ den unges aktuelle situation.
Planens formål er også at sikre en sammenhængende indsats mellem de aktører, der er i berøring med barnet eller den unge, der er i anbringelse. Den skal således sikre, at fx biologiske forældre, anbringelseshjem, skole mv. arbejder sammen om at opfylde barnets/ den unges behov. 

Når man er anbragt, har ens biologiske forældre også en plan. Den kalder man forældrehandleplanen. 

Eksempler på mål i ‘Barnets Plan’ eller ‘Ungeplanen’

​Et mål i en barnets plan kan fx være

“De voksne i anbringelseshjemmet hjælper barnet til styrke sine færdigheder i et skolefag”

eller

“Både de voksne i anbringelseshjemmet, de biologiske forældre samt de voksne i daginstitution eller skole er fælles om at støtte og trøste barnet, når det savner sine biologiske forældre og søskende i hverdagen”

 

Et mål i en ungeplan kan fx være

“Både de voksne i anbringelseshjemmet og de voksne i skolen hjælper den unge med værktøjer og rammer til at håndtere vrede”

eller

“De voksne i anbringelseshjemmet og de biologiske forældre støtter den unge i at søge et fritidsjob og bidrager med sparring og gode råd hertil”

Hvad er et tilsyn?

Når et barn er anbragt udenfor hjemmet, har kommunen pligt til at føre tilsyn med anbringelseshjemmet og med barnets trivsel og udvikling.
Indenfor anbringelsesområdet findes der to slags tilsyn:
​

  • Det driftsorienterede tilsyn (det sociale tilsyn)
    Har fokus på rammerne i anbringelsesstedet og skal foretages mindst hvert 3. år på børne- og ungehjem og mindst hvert 2. år i plejefamilier. Ved det driftsorienterede tilsyn skal der følges op på, om forudsætningerne for den generelle godkendelse af anbringelsesstedet fortsat er til stede, og om det enkelte anbringelsessteds pædagogiske rammer og metoder, fortsat gør anbringelsesstedet i stand til at opfylde de anbragte børn og unges behov. Det driftsorienterede tilsyn har fokus på anbringelsesstedets økonomi, kompetencer og ledelse. Netværksplejefamilier og anbringelser på egne værelser er ikke underlagt driftstilsyn fra Socialtilsynet. I disse tilfælde er barnet eller den unge alene omfattet af det personrettede tilsyn.

​

  • Det personrettede tilsyn
    Har fokus på det enkelte barn, hvor tilsynet skal følge op på, om den hjælp, der er iværksat, fortsat er relevant hos barnet, om anbringelsesstedet behandler det anbragte barn hensigtsmæssigt og at barnet trives og udvikler sig positivt. Det personrettede tilsyn skal som udgangspunkt bl.a. bestå af en samtale med barnet, der så vidt muligt gennemføres uden tilstedeværelse af personer fra anbringelsesstedet, uanset om barnet er anbragt i en plejefamilie, på et opholdssted eller på et børne- og ungehjem.
    Det personrettede tilsyn skal foretages minimum to gange årligt og gælder uanset, hvilken type anbringelsessted barnet eller den unge er anbragt på.

​

Vil du vide mere om de to tilsyn?

Du kan læse mere om de to typer tilsyn her.

Whistleblower

Har du oplysninger om bekymrende forhold i en plejefamilie eller på et børne- og ungehjem, kan du henvende dig anonymt til Socialtilsynet.

Det er vigtigt, du får fat i det rigtige tilsyn, i forhold til, hvor plejefamilien eller børne- og ungehjemmet hører til.

Du kan læse mere om de fem regionale Socialtilsyn samt se en oversigt over, hvilke områder de dækker, her.

Man kan klage til Ankestyrelsen

Når kommunen træffer afgørelse om, at anbringe et barn udenfor hjemmet, kan man klage over afgørelsen til Ankestyrelsen. Det er kun sagens parter, der kan klage over afgørelsen. Sagens parter er

  • den eller dem, der har forældremyndigheden
  • barnet selv, hvis han/hun er over 10 år
  • den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, men som afgørelsen har “indflydelse” på. Forældre uden forældremyndighed kan således også have klagemulighed.

 

Hvad er Ankestyrelsen?

Ankestyrelsen kan behandle og undersøge sager om børn og unge, der er anbragt. I praksis undersøges det, om kommunen lever op til de regler, der gælder på området. De fleste af de sager, Ankestyrelsen behandler, er klager fra forældre over, at deres kommune har anbragt deres børn uden for hjemmet uden samtykke fra forældrene – altså tvangsanbringelser.

Hvor går man i skole, når man er anbragt?

De fleste børn og unge, der bor i anbringelse, går på en helt almindelig grundskole.

Nogle anbragte børn og unge går dog i et specialiseret skoletilbud. Det kan fx skyldes, at de har brug for særlig støtte fagligt eller socialt. Nogle gange har børne- og ungehjem sin egen skole, som er et specialiseret skoletilbud. Tidligere kaldte man disse skoler for ‘interne skoler’. En intern skole/ et specialiseret skoletilbud kan også have dagelever – altså, elever, der ikke bor på børne- og ungehjemmet, men går i stedets skole.

Hvem bestemmer, hvor man skal gå i skole?

Kommunen og anbringelseshjemmet er sammen ansvarlige for den anbragtes skolegang:

  • Kommunen skal sikre, at barnet/ den unge er i et skoletilbud, der passer til vedkommende. Oftest vil det være en helt almindelig skole.
  • Anbringelseshjemmet skal bakke op om skolegangen. De skal fx deltage i forældremøder og skole/ hjemsamtaler og styrke barnet/ den unge i skolegangen med fx lektiehjælp og anden støtte.

Skoleskift og skolevægring

Mange anbragte børn og unge oplever skolevægring og kortere eller længere perioder uden skolegang. Skolevægring er, når man har svært ved at møde op i skolen, enten helt eller delvist, og det skyldes dybere årsager, som fx angst, sociale problemer eller mistrivsel i skolen eller (anbringelses)hjemmet. Der altså tale om andre grunde til skolefravær end ”dovenskab” eller ”pjækkeri”.

Skolevægring kan også skyldes skoleskift. Mange anbragte børn og unge kommer igennem flere skoleskift. Det sker fx fordi, man skal flytte til et nyt anbringelseshjem, der ligger et helt andet sted, eller fordi man er kommet bagud i skolen og har fået brug for et specialiseret skoletilbud.

Da jeg blev anbragt, var det ikke på tale, at jeg skulle skifte skole. Skolen var nok den tryggeste del for mig. Jeg havde mine venner og fritidsaktiviteter lige omkring skolen, så det var meget naturligt, at jeg blev.

– Anonym

”Skolen havde ikke nogen plan for, hvordan de møder et barn, som er anbragt. Det er bare: ’Du skal være i 3. X, sæt dig ved det bord og så går vi i gang.’ Der var ingen, der spurgte, hvordan har du det, hvordan kan vi hjælpe dig?”

-Anonym

Ser anbragte børn og unge deres biologiske familie?

Særlige aftaler om samvær

I nogle tilfælde vurderes det at være bedst for barnet at afbryde samværet, at anonymisere hvor barnet er anbragt, at have kontrol af brev-, mail- eller telefonkontakt og/ eller at have overvåget samvær, hvor en af kommunens repræsentanter er til stede under samværet. Sådanne beslutninger vil altid ske ud fra en vurdering af barnets sikkerhed og for at beskytte barnet.

Afgørelser om særlige forhold for samvær træffes oftest for en periode af gangen og vil altså sjældent være konstant.

Barnet eller den unge har selv ret til at anmode om at få suspenderet eller afbrudt samvær i op til 8 uger.

 

De fleste anbragte børn og unge ser deres biologiske familier. Dog er det meget forskelligt i hvilket omfang. Når et anbragt barn ses med sine biologiske forældre og/ eller søskende, kalder man det ofte for samvær.

Det er kommunens pligt at sørge for, at man som anbragt barn eller ung kan fastholde kontakten og forbindelsen med sine biologiske forældre, søskende og netværk. Derfor skal socialrådgiveren tilrettelægge samvær og kontakt mellem barnet eller den unge og dennes familie og netværk. Socialrådgiveren træffer afgørelse om, hvor, hvornår og hvor længe samvær kan finde sted. Kommunens socialrådgiver kan også beslutte, om der skal være støttet eller overvåget samvær. I situationer med mere indgribende afgørelser, såsom afbrydelse af samvær eller samvær mindre end én gang hver 4. uge, er det dog Børne- og Ungeudvalget, der træffer afgørelsen. Det er altid kommunalbestyrelsen, der har det juridiske ansvar for beslutningerne. 

Hvor ofte anbragte børn og unge ser deres biologiske familie, kan variere en del. Nogle har samvær med sin biologiske familie hver weekend, og for andre er det hver 3. weekend. Nogle har samvær hos de biologiske forældre i deres hjem, hvor andre får besøg af sine forældre og/ eller søskende, der hvor de selv bor. Andre igen har samvær hos kommunen.

Selvom kommunen har opgaven med at fastsætte og regulere samvær og kontakt, skal de altid have fokus på forholdene i den enkelte sag og tage hensyn til barnets eller den unges tryghed, trivsel og eventuelle behov for støtte.. Det vil sige, at kommunen skal lægge særligt vægt på barnets synspunkt om samværet og formålet med anbringelsen. Det er altid barnets ret at bestemme samvær og kontakt – ikke forældrenes.

Hvad sker der når man fylder 18?

Ligesom for alle andre unge gælder det for anbragte unge, at man bliver myndig, når man fylder 18 år.

Mange anbragte unge oplever, at de straks, når de fylder 18, skal flytte for sig selv og stå på egne ben. Der findes dog også mulighed for at få ungestøtte, der er fællesbetegnelsen for en række støttende indsatser, man kan få efter det fyldte 18. år som ung med anbringelsesbaggrund.

 

Tildeling af ungestøtte

Kort fortalt er ungestøtte for tidligere anbragte, at kommunen hjælper eller støtter på forskellig vis. Det kan fx være med økonomi, ved at tildele en støttekontaktperson, eller beslutning om fortsætte anbringelsen efter det fyldte 18. år. For at kunne modtage ungestøtte i relation til anbringelse, skal man have haft en kontaktperson eller have været anbragt udenfor hjemmet før det fyldte 18. år, ligesom man skal vurderes at have brug for støtte for at sikre en god overgang til voksenlivet. Ungestøtte er en fællesbetegnelse, der dækker over forskellige typer af støtte. Man kan få ungestøtte til og med det fyldte 22. år.

Det er ikke alle tidligere anbragte, der modtager ungestøtte. Det er derimod noget man søger om og får tildelt af kommunen. Ca. halvdelen af tidligere anbragte unge får ungestøtte. På tværs af landets kommuner er der dog stor variation i, hvor mange unge, der tildeles ungestøtte.

Du kan læse om de mest anvendte støttende indsatser i ungestøtte nedenfor.

Du kan læse vores anbefalinger til en styrket ungestøtte her.

 

Økonomisk støtte til etablering

Har man været anbragt udenfor hjemmet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan søge om økonomisk hjælp til fx møbler eller indskud til en bolig.

 

Tildeling af støttekontaktperson

Tildeling af støtte/ kontaktperson betyder, at den tidligere anbragte har en fast voksenkontakt, der kan give rådgivning, vejledning og støtte.

 

Fortsat anbringelse

Fortsat anbringelse er, når man for mulighed for at blive boende på sit børne- og ungehjem eller i sin plejefamilie efter man er blevet 18 år. Fortsat anbringelse kan også være muligheden for at bo i fx hybel, der er en slags ungdomsbolig.

Genetablering af ungestøtte

Der kan være forskellige grunde til at ungestøtte ikke iværksættes, når den unge fylder 18. Den unge kan dog søge ungestøtte senere (frem til det 23. år).

Ungestøtte kan således blive tildelt eller (gen)etableret hvis

  • den unge fortryder at have afvist støtte tidligere og behovet fortsat er til stede,
  • den unges situation ændrer sig, så der senere opstår et behov for støtte, eller
  • støtte er ophørt, men behovet for støtte opstår igen, fx hvis den unge kommer ud for en krise eller andre forhold som påvirker den unges livssituation.

Kilder: Danmarks Statistik 2025, Danmarks Statistik 2024, Retsinformation 2025, Social- og Boligministeriet 2025: Anbringelser uden for hjemmet, Socialstyrelsen 2022: Socialpolitisk Redegørelse, VIVE 2024: Anbragte børn i Danmark