De Anbragtes Vilkår er en medlemsforening. Vi har både ordinære medlemmer med anbringelsesbaggrund og støttemedlemmer, der ønsker at bakke op om vores arbejde for styrkede vilkår til tidligere og nuværende anbragte.
Vi ønsker, at alle kan komme til orde – både når vi former fremtidens socialpolitik – og når vi beslutter ting i foreningen. Derfor holder vi hvert år et Landsmøde for alle medlemmer. På Landsmødet er alle deltagende medlemmer med til at bestemme, hvad DAV skal arbejde for de kommende år. Det er den formelle ramme for de store beslutninger.
Ordinære medlemmer har desuden mulighed for at engagere sig yderligere og bruge deres egen erfaring med anbringelse til aktivt at arbejde for et styrket anbringelsesområde. Du kan læse om mulighederne for engagement her.
Bestyrelsen
De Anbragtes Vilkårs bestyrelse består af 9 medlemmer. Medlemmer af bestyrelsen vælges af foreningens ordinære medlemmer og vælges for en 1-årig eller 2-årig periode.
Det er vedtægtsbestemt, at minimum halvdelen af bestyrelsen skal have anbringelsesbaggrund. for at sikre, at anbringelseserfaringerne er fundamentet i foreningens arbejde. Vi har dog også bestyrelsesmedlemmer, som ikke har været anbragt, da vi også ønsker en bred vifte af kompetencer og erfaringer repræsenteret i bestyrelsesarbejdet. Du kan se nuværende medlemmer af bestyrelsen længere nede på siden.
Udover at lede bestyrelsens arbejde og repræsentere bestyrelsen i dialogen med DAVs medlemmer, har forpersonskabet til opgave at repræsentere foreningen udadtil.
Årsrapporter og regnskaber
De Anbragtes Vilkår udgiver hvert år en årsrapport, der kigger nærmere på foreningens aktiviteter og milepæle i det forgangne år, samt et årsregnskab og et indsamlingsregnskab. Årsrapporten, der er bagudrettet, udkommer i første kvartal. Årsregnskab og indsamlingsregnskab præsenteres og godkendes på foreningens årlige Landsmøde i april.
Du kan se tidligere årsrapporter og regnskaber her.
Vedtægter i De Anbragtes Vilkår
Vedtægterne udgør foreningens rammer og fremgangsmåde. Der kan indstilles ændringer af eksisterende eller forslag til nye vedtægter forud for et Landsmøde, hvor medlemmerne stemmer om dem.
Holdningsprogrammet repræsenterer DAVs grundholdninger. Det er en opsamling på de historier, oplevelser og erfaringer, som nuværende og tidligere anbragte løbende har bidraget og bidrager med ind i foreningens arbejde. Du kan læse det gældende holdningsprogram her.
De Anbragtes Vilkårs strategi
De Anbragtes Vilkårs strategi blev vedtaget ved foreningens landsmøde 2026. Strategien indeholder tre strategiske fokusområder (temaer)og fire organisatoriske pejlemærker.
De udvalgte fokusområder skal hjælpe os med at fokusere vores udviklingskræfter der, hvor der er mest brug for os, mens de fire organisatoriske pejlemærker sætter retning for en bæredygtig organisation, der er gearet til fremtiden. I udformningen af strategien er prioriteret fokusområder, som der kan arbejdes strategisk med på tværs af DAVs arbejdsområder; politik, praksisudvikling og engagement/medlemmer.