Undervisningsvejledning 4: Planlæg et projekt med elever

Planlæg et projekt med elever, undervisningsvejledning 4

Introduktion

Denne øvelse skal hjælpe jer med at realisere det projekt eller den aktivitet, der er blevet valgt af eleverne. Et projekt eller en aktivitet kan være mange ting og være småt eller omfattende. Det kan fx handle om de fysiske rammer på skolen, undervisningsmiljø, trivsel, indretning, sociale aktiviteter, skolemad etc. Du kan tilpasse øvelsen, så de passer til din elevgruppe. Det vigtige er ikke omfanget af øvelsen, men derimod at få afprøvet hvordan projekthjulet virker – også selvom der sker ændringer undervejs.

Jeg glæder mig især til bowling, fordi vi har snakket om, at vi skal blande (elever, red.) så meget som muligt. Det er jo en hyggelig aktivitet, så der skal nok komme nogle sjove udbrud eller glæde af det. Målet er, at man skal få et fællesskab op med andre, så det ikke bliver alt for isoleret. At vi samler os mere som én stor gruppe, i stedet for der er dem, der bor ude, og dem, der bor her.

 

Se film, hvor elever fra projektet fortæller om, hvordan lærere kan bakke op om elevinddragelse.

Øvelse: Planlæg og gennemfør et projekt eller en aktivitet på skolen

Print øvelsesbeskrivelse

Særligt større projekter kræver planlægning og opmærksomhed på, at eleverne er inddraget i hele processen. I øvelsen skal I derfor arbejde med at få delopgaver i jeres projekt eller aktivitet beskrevet.

Start med at snakke med dine elever om rammen for projektet – fx hvor lang tid der er sat af til projektet. Afstem forventninger til projektet sammen, så ingen er i tvivl om omfanget og ressourcer.

Projekthjulet

I øvelsen kan I tage udgangspunkt i projekthjulet, som en metode til at komme rundt om de forskellige dele af det, I skal arbejde med. I kan justere i den eller nøjes med at vælge de dele, der giver mening for jer.

Tip:
  • Inspiration til arbejdet med elevinddragelse og oprettelse af et elevråd på Danske Skoleelever: Skoleelever.dk
  • Brug evt. SMART-modellen som inspiration til større projekter: Specifikt, Målbart, Accepteret, Realistisk og Tidsbestemt
    Se nærmere forklaring på EMUs hjemmeside her.

Fremgangsmåde for elever som arbejder i en gruppe

(Hvis du har eneundervisning med en elev, skal du følge fremgangsmåden, som beskrevet her)

Fortæl eleverne, at I skal i gang med at udfylde projekthjulet. Print projekthjulet ud eller vis det på en skærm, så alle kan se det. Gennemgå de enkelte dele i projekthjulet i fællesskab og forklar, hvordan det skal bruges. Hjælp eleverne med at få skrevet det, I aftaler, ned. Afslut øvelsen med at aftale, hvornår I skal mødes og følge op på det, I har aftalt.

Opsamling

Tal med eleverne om, hvordan det har været at arbejde med projekthjulet. Hvad synes de, har været sjovt og hvad har evt. været svært? Hvordan kommer I videre? Hvad kunne I gøre anderledes, hvis I skal bruge øvelsen en anden gang?

Fremgangsmåde for elever som undervises alene

Øvelsen kan laves i et mindre format, og I behøver ikke have afholdt en afstemning for at bruge projekthjulet. Brug dele af projekthjulet til at planlægge en mindre opgave sammen med eleven.

Fortæl eleven, at I skal i gang med at udfylde projekthjulet. Print projekthjulet ud eller vis det på en skærm, så eleven kan se det. Forklar hvad projekthjulet er og hvordan det skal bruges. Aftal med eleven, hvilken opgave I kan arbejde med. Det kan fx være at anskaffe en ny ting til skolen eller noget som eleven skal bruge i undervisningen.

Opsamling

Tal med eleven om, hvordan det har været at arbejde med projekthjulet. Hvad har været sjovt og hvad har evt. været svært? Hvordan kommer I videre? Hvad kunne I gøre anderledes, hvis I skal bruge øvelsen en anden gang?