Nyt undervisningsmateriale til specialskoler skal styrke elevers demokratiske selvtillid


Alle elever skal høres og inddrages: Nyt undervisningsmateriale til specialskoler skal styrke elevers demokratiske selvtillid

De Anbragtes Vilkår har lavet et undervisningsmateriale til lærere og pædagoger på specialskoler. Formålet med materialet er at skabe rum for refleksion og dialog både mellem lærere, mellem elever samt lærere og elever imellem. Det skal ske gennem en række opgaver og øvelser, der har fokus på elevinddragelse, medbestemmelse og demokratisk dannelse. Projektet er finansieret af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).

En lærer, der har deltaget i projektet bag materialet siger ”Jeg tror, at der er en oprigtig interesse for noget medbestemmelse og noget deltagelse og jeg er helt sikker på, at behovet er der.”

I dag tager blot 33 % af unge, der er anbragt, 9. klasses afgangsprøve. Derfor er der brug for, at vi tænker hele vejen rundt om, hvad der skaber trivsel og stærke skolefællesskaber i grundskolen:

Deltagelse og oplevelsen af at blive inddraget kan give en følelse af at høre til i skolen. At man opfatter skolen som ’min skole’ og ikke blot et tilfældigt sted. Det kan have en ekstra betydning for alle de elever, som har haft mange skoleskift”, fortæller en projektdeltager.

Sammen med Danske Skoleelever har De Anbragtes Vilkår interviewet og holdt workshops med en række elever, for at blive klogere på, hvad der er brug for for at styrke den demokratiske selvtillid. Materialet er således udviklet på baggrund af samarbejde og samtaler med elever og personale på specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem samt på behandlings- og specialundervisningstilbud og andre lignende skoler.

Materialer til både lærere og elever

Materialet er inddelt i to dele:  

  • Refleksionsøvelser til lærere, som fokuserer på, hvordan man som professionel kan arbejde med elevinddragelse i praksis, og hvordan man understøtter eleverne i at træne deres demokratiske selvtillid og oplevelse af at være en del af et skolefællesskab, hvor deres stemme har værdi.
  • Undervisningsvejledninger, som er tilpasset elever med særlige behov. Her kan lærere få inspiration til, hvordan elever gennem forskellige øvelser og samtaler kan arbejde med elevinddragelse, medbestemmelse og elevdemokrati – både på klasseniveau, i enkeltundervisning eller i forbindelse med elevrådsarbejde. Materialet kan bruges fleksibelt og tilpasses elevgruppen på den enkelte skole.

Information om materialet:

  • Målgruppe: Lærere, pædagogisk personale og elever på specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem samt behandlings- og specialundervisningstilbud. Materialet kan også bruges til elever i den almene grundskole, særligt på mellemtrinet, til at danne forståelse for demokratiske processer.
  • Indhold: Materialet består af refleksionsøvelser til fagprofessionelle, undervisningsvejledninger og filmklip, hvor elever fortæller om deres perspektiver på elevinddragelse og medbestemmelse
  • Faglige temaer: Elevinddragelse og medbestemmelse, demokratisk dannelse og skolefællesskab
Materialet er publiceret d. 31. oktober 2025 og er frit tilgængeligt for alle på De Anbragtes Vilkårs hjemmeside her.

Vil du høre mere om, hvordan du kan anvende materialet i lige netop din undervisning eller vil du høre mere om projektet, kan du kontakte projektleder Marie Mortensøn på marie@deanbragtesvilkar.dk