DAV Praksisudvikling

Praksisudvikling med DAV

DAV Praksisudvikling har til formål at styrke kompetencerne hos fagprofessionelle, der på forskellig vis er i berøring med anbragte børn og unge. Konkret arbejder vi for at sikre, at anbragte børn og unges perspektiver bliver frembragt og anvendt i og til udvikling af praksis.

DAV bidrager særligt til praksisudvikling gennem tre spor, som du kan læse mere om på denne side:

  • DAV Undersøger: Lokal praksisudvikling på børne- og ungehjem, kommuner mv.
  • DAV Fortæller: Oplæg og workshops med afsæt i den personlige fortælling
  • DAV Underviser: Co- og gæsteundervisning for studerende og kommende fagprofessionelle

Vil du vide mere om, hvordan du kan bruge DAV til praksisudvikling, kan du læse mere her.

“Det er godt, vi bliver klar over, at puttetid er vigtigt. Det kan blive et styreredskab for, hvordan vi kan prioritere.”

– medarbejder på børne- og ungehjem

DAV Undersøger: Hvordan opleves det for jeres børn og unge?

DAV Undersøger indgår i samtaler med anbragte børn og unge med henblik på at få deres stemmer frem for at skabe nye erkendelser og perspektiver hos fagprofessionelle, der arbejder med anbragte børn og unge.

Gennem interview og workshops med anbragte børn og unge bringer vi således en ny vidensform frem, der er vigtig som del af et samlet vidensgrundlag for praksisudvikling. Samtidig er det en vidensform, der bidrager til at skabe et sammenhængende, fx på børne- og ungehjem og i kommuner.

Et forløb med DAV Undersøger skræddersyes efter konkrete behov, dog oftest gennem følgende etaper:

  • Kortlægning af ønsker og behov med fagprofessionelle
  • Indsamling af børn og unges perspektiver og oplevelser gennem peer-metoden
  • Analyse og bearbejdning af den indsamlede viden
  • Tilbagelevering af indsigter til henholdsvis fagprofessionelle og deltagende børn og unge
  • Igangsætter prøvehandlinger og udviklingstiltag
Du kan læse mere om DAV Undersøger her. 

DAV Fortæller: Oplæg med den personlige fortælling

Vores korps af oplægsholdere stiller deres personlige, levede erfaring til rådighed for kommuner, institutioner og andre, der ønsker et autentisk perspektiv på anbringelsesområdet. Med DAV Fortæller bliver I klogere på, hvordan socialpolitik og pædagogik fungerer i praksis og hvordan det påvirker den enkelte – på godt og ondt. Oplægsholder vil både komme ind på positive og negative erfaringer, samt inddrage DAVs samlede viden om anbringelse.

Et oplæg vil tage udgangspunkt i den konkrete oplægsholders erfaringer med en vinkling på et konkret emne, som kan give nye indsigter til fx en personaledag, et teammøde eller en konference. Oplægsholderen kan også facilitere spørgsmål og/ eller refleksioner i mindre grupper, hvor deltagerene får mulighed for at reflektere over et specifikt emne.

Et oplæg eller fra DAV Fortæller kan fx handle om:

  • Den personlige erfaring med samvær med den biologiske familie
  • Den personlige erfaring med overgang til voksenlivet
  • Den personlige erfaring med mødet med sagsbehandler og børne- ungerådgiver
  • Den personlige oplevelse med at være anbragt bredt set
Du kan læse mere om oplæg fra DAV Fortæller her.

DAV Underviser: Gæsteundervisning for studerende

Gennem co- og gæsteundervisning for studerende bidrager vores underviser-korps af voksne, tidligere anbragte med erfaringer og oplevelser. Co- og gæsteundervisning kan fx være på professionshøjskoler eller universiteter.

Den personlige erfaring fra tidligere anbragte bidrager med nuancerede blikke og med fortællinger, som gør indtryk i forhold til at kunne lære og huske værdier i det fremtidige arbejde. Det direkte møde mellem dem, der har oplevet systemet på egen krop og fremtidens fagprofessionelle bidrager desuden med viden og indsigt på en anden måde, end underviseroplæg og faglitteratur kan.

Co- og gæsteunderviseren kan bidrage i eller varetage undervisningen i forskellig grad, enten som reel gæsteunderviser eller som co-underviser i et parløb med uddannelsesstedets underviser.

Co- og gæsteundervisning fra DAV Underviser kan fx centrere sig om følgende temaer:

  • Socialpædagogers rolle i et anbragt børneliv
  • Myndighedssamtaler med børn og unge
  • Læreres opmærksomheder i forhold til udsatte og/ eller anbragte børn og unge
Du kan læse mere om DAV Underviser her.

”Det var helt forrygende. Vi var så imponerede over den måde, de fortalte på – åbent, ærligt, råt og endda med humor. Alle blev dybt berørte. Det gik lige i hjertet. Alle fik noget at tænke over. Som “kommunedame” blev jeg igen opmærksom på, hvor vi må forsøge at gøre det bedre for vores nuværende anbragte.”

– Plejefamiliekonsulent om oplæg

8 principper for DAVs børnesyn i praksisudvikling

1. Børn er ligeværdige mennesker med lige rettigheder.
2. Børn er mennesker i egen ret, og skal ikke kun anses som kommende samfundsborgere – det har værdi i sig selv, at børn har gode og trygge rammer, mens de vokser op.
3. Børn har ret til omsorg og kærlighed.
4. Børn har en særlig værdifuld viden om eget liv.
5. Børn udvikler sig i, og afhængigt af, den kontekst og i de sociale relationer, de indgår i.
6. Børn kan have udfordringer, men de er aldrig deres problem, og problemer og udfordringer skal altid ses i relation til den kontekst, de opstår i.
7. Børn har brug for at blive set, hørt og forstået.
8. Børn har brug for at føle sig betydningsfulde for andre, og indgå i sociale fællesskaber og netværk (også uden for anbringelseshjemmet).

Vi uddanner vores korps til opgaverne

Fælles for vores korps i DAV Undersøger, DAV Fortæller og DAV Underviser er, at de består af voksne fra hele landet med forskellige anbringelseserfaringer, i forskellig aldre, køn, etnicitet og arbejds- og uddannelsesbaggrunde.

De er alle uddannet på vores interne uddannelser, hvor de har fået uddannelse i at bruge egne anbringelseserfaringer samt få viden og kompetencer til at formidle sin historie med nuancer, som åbner for dialog. Vi forbereder altid vores korps grundigt til den enkelte opgave.

Vores korps ønsker at gøre en forskel for børn og unge, der lever i anbringelse nu, hvorfor de bringer deres personlige erfaring i spil, når I ønsker at udvikle praksis.

Du kan læse mere om DAVs aktive og frivllige her.