Hvorfor kategoriseres børn på døgntilbud stadigt oftere som behandlingskrævende, syge børn? Er vi i gang med at gentage forsorgshistoriens fremmedgørelse af børneliv? Og kan “behandlingen” bære det etos, den profilerer sig ved?
Hvorfor kategoriseres børn på døgntilbud stadigt oftere som behandlingskrævende, syge børn? Er vi i gang med at gentage forsorgshistoriens fremmedgørelse af børneliv? Og kan “behandlingen” bære det etos, den profilerer sig ved?