Formand i De Anbragtes Vilkår træder af


Formand for De Anbragtes Vilkår, David Adrian Pedersen, takker af efter otte år som formand for foreningen.

David blev valgt som formand for De Anbragtes Vilkår i 2016, da foreningen bestod af blot tre bestyrelsesmedlemmer og en næsten tom konto. David har stået i spidsen for den vækst og professionalisering som foreningen har gennemgået siden 2016 og har i alle årene været en målrettet og stærk ambassadør og leder for de levede erfaringer med anbringelse.

 

David gik i september sidste år fra at være kandidatstuderende til at blive ansat i en ønskestilling som PPR psykolog i Køge Kommune. David ønsker fremover at fokusere sin energi i sit faste job og prøve kræfter med andre projekter.

David træder tilbage dags dato og foreningens næstforperson, Leika Fuglsang, konstitueres som formand og bestyrelsesmedlem Fransiska Mannerup konstitueres som næstforperson frem til foreningens landsmøde i april.

 

David siger:

”Jeg har været i DAV i otte fantastiske år og set foreningen vokse fra en idé til en realitet. Fra en lille samling ildsjæle, til en etableret organisation i egen ret med knap 300 medlemmer og eget sekretariat. DAV er hjerteblod for mig og det har været en tung beslutning at træde ned, men jeg er rolig ved at efterlade en levedygtig organisation, der har mange muligheder foran sig.”

 

Bestyrelsen takker David for en ualmindelig stor og dedikeret indsats for at sætte de levede erfaringer på landkortet og ønsker David alt det bedste fremover.