Tak til alle, der deltog til årets Topmøde


Til De Anbragte Vilkårs Topmøde i år satte vi sammen fokus på, hvilken betydning en anbringelse har i et livsperspektiv. Temaet ledte til mange indsigtsfulde samtaler og de nye erfaringer og budskaber, der kom frem, arbejder DAV videre med for at styrke anbringelsesområdet.

Topmødet illustrerede desuden igen hvor vigtigt det er, at det er de levede erfaringer, der baner vej for, hvordan vi skaber de bedste rammer for børn og unge i anbringelse. Og så skaber det et helt særligt rum, når vi med anbringelseserfaring mødes og spejler os i hinandens livshistorier.

Derfor vil vi gerne sige stort tak til alle fremmødte – I var alle med til at gøre dagen til noget helt særligt.

Hvad er et Topmøde i De Anbragtes Vilkår?

De Anbragtes Vilkår holder Topmøde for tidligere anbragte, fordi vi mener, at tidligere og nuværende anbragtes erfaringer og oplevelser er afgørende inputs til, hvordan vi bedst skaber rammerne for et styrket anbringelsesområde.

De perspektiver, der bliver delt på Topmødet, er omdrejningspunktet for De Anbragte Vilkårs anbefalinger. Det er med andre ord grundlaget for, at foreningen kan få indflydelse på både politik og praksis på anbringelsesområdet.

Topmøderne er desuden med til at bryde et tabu, der i stadig alt for høj grad kendetegner anbringelsesområdet. Til hvert Topmøde har vi deltagere, der for første gang taler åbent om deres anbringelse.