DAV afgiver høringssvar til forslag om ændring af lov om socialtilsyn


Læs artikel her

Regeringen, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Konservativt Folkeparti indgik i januar 2025 en aftale om blandt andet effektivisering af socialtilsynet. På den baggrund blev et lovforslag sendt i høring. 

Lovforslaget er blevet til, uden at vi, som kender og repræsenterer både de anbragte børn og unge og deres voksne, er blevet inddraget. Det ses tydeligt, da perspektiver, fra børn og unge i anbringelse ikke indgår i ministeriets overvejelser og begrundelser for det fremsatte forslag. Vi synes ikke, at processen afspejler den intention, der følger af aftalen om Børnene Først og barnets lov: At inddragelse af børn og unges perspektiver er en central forudsætning for at lykkes og en værdi, der skal gennemsyre både aftale- og lovtekst. For os at se bør der gælde det samme, når vi taler om ændringer i anden lovgivning, der vil have store konsekvenser for anbragte børn og unges liv.  

Lovforslaget bærer tydeligt præg af, at man er startet med at aftale en besparelse, fremfor at undersøge, hvad der reelt er brug for, hvis tilsynene skal løfte den afgørende vigtige opgave, det er at sikre kvalitet i de hjem, vi anbringer børn og unge i.

Lovforslaget præsenterer tillige en række opsigtsvækkende argumenter og præmisser, som forsvar for den foreslåede forringelse. Argumenter og præmisser, der undsiges af et bredt udsnit af eksperter og organisationer på feltet og af tilsynschefer fra socialtilsynene. Det er dybt bekymrende. 

Hvis forslaget vedtages, som det foreligger nu, skal et børne-og ungehjem eller plejefamilie bare være “godt nok” (og helst så billigt som muligt), børn får selv ansvaret for at råbe socialtilsynet op og der kommer kun en voksen på tilsynsbesøg hvert 2. eller 3. år. 

Vi appellerer til, at forslaget trækkes tilbage og at der nedsættes en arbejdsgruppe, bestående af organisationer og socialtilsyn, der skal give input til den risikomodel, der skal udvikles, samt til hvordan man fremadrettet sikrer et kvalificeret tilsyn, der også involverer et børneperspektiv.

Du kan læse hele høringssvaret her.